Harmonika-virtuos vandt igen

17-årige Søren Brix skal nu deltage i de internationale mesterskaber i Frankrig

GANDRUP:For andet år i træk vandt Søren Brix fra Gandrup mesterskabet i hamonikaspil, arrangeret af Danske Harmonikaspilleres Landsforbund. Ved vurderingen fik han 10,5 i karakter ud af 13 og bemærkelsen ”fremragende”. Denne vurdering måtte han dele med en lidt ældre deltager, som også får en rejse til de internationale mesterskaber til oktober. Da Søren Brix er under 18 år deltager han som junior. Stævnet blev hold i den sydfyske by, V. Skerning, og der blev vurderet på den tekniske kunnen, håndtering af instrumentet, samt svær-hedsgraden af den musik de havde valgt. Søren Brix deltog i afdelingen for ”intertainments” på højt niveau, beregnet til koncertoptræden. Den musik Søren Brix optrådte med var i to afdelinger. Den første var spanskinspireret ”the Jolly Caballero” og ”Rapsodi nr. 2”. Begge stykker af komponisten Pietro Frosini. Anden afdeling var med stykket ”Humlebiens flugt”, samt variationer på en russisk folkemelodi ”Minka”. Ialt spillede han 20 minutter af de 30 minutter, der var til rådighed. Sammen med udtagelsen til stævnet i Coupe Mondelle til oktober fik Søren Brix både diplom og den fine udtalelse. Søren Brix går på Musikalsk Grundkurus, Hjørring, hvor han undervises af Eirik Moland, men der udover tager han også til Århus og får undervisning hos Jytte von Rüden. Målet er Musikkonservatoriet med harmonika som hovedinstrument. - Men jeg venter lige et par år, fortæller han. Det er en uddannelse, som varer fem år, når der også skal et pædagogisk overbygningsår oven på solistklassen. Men om tre måneder kommer hans nye harmonika Et meget dyrt instrument sammenlignet med en almindelig hamonika, idet bassiden kan omstilles, så det bliver muligt at spille de helt store klassiske værker som bl.a. Bach. Søren Brix kommer fra en meget musikalsk familie, og han begyndte allerede at spille harmonika som fem-årig. Sidste år udgav han en cd, med 14 kendte kompositioner, hvor bl.a. et af numrene ”The Jolly Caballero” fra stævnet er indspillet. Landsstævnet sidste år og i år er hans første konkurrencer, og den tredje bliver således på internationalt niveau.