Nørresundby

Harmonikaer til vintertræf

Messecentret og Vesthimmerlands Harmonikaorkester vil lave en tradition

AARS:Successen var til at tage og føle på, da Vesthimmerlands Harmonikaorkester sidste år fejrede sit 25 års jubilæum med at arrangere et vintertræf for harmonikaentusiaster i Messecenter Aars. 12 orkstre stillede uden tøven op. Mellem 1400 og 1500 gæster lagde vejen - og ørerne - forbi. Det var en succes, som orkestret ikke kunne sidde overhørig, og i den kommende weekend er der nok engang vintertræf for harmonikaspillere i Messecenter Aars. En del af orkestrene er nye. Andre spillede også med i vinteren 2003. - Der er meget stor interesse for harmonikamusik, og vores mål er at skabe en tradition for et vintertræf i Aars, forklarer Ole Sommer, formand for de lokale harmonikamusikanter. I år er det dog ikke Vesthimmerlands Harmonikaorkester, der alene står med ansvaret for det ambitiøse arrangement. - I år deler vi arrangementet med Messecenter Aars. Det betyder en deling af overskuddet, men også en deling af ansvaret og arbejdsopgaverne, konstaterer Ole Sommer. Han tror på, at der er hold i drømmen om en ny vintertradition, men understreger også, at dette første reelle vintertræf skal give en ledetråd i retning af, hvor mange gæster arrangørerne kan vente fremover. - I sommersæsonen er der mange harmonikatræf rundt omkring, men om vinteren er der ikke andre end os, påpeger han. Samtidig er forholdene i messecentret nærmest ideelle. - Messecentret fik mange roser for faciliterene sidste år, fortæller han. Vintertræffet åbner tidlig lørdag formiddag, og den sidste tone spilles først hen under midnat. Følgende orkestre spiller op på scenen i år. Vesthimmerlands Harmonikaorkester, Randers Mix, Brande Musikvenner, Silkeborg Harmonikaklub, Løgstør Harmonikaklub, Aars Spillemandslaug, Viborg Harmonikaklub, Eriksen med Familie fra Hirtshals, Herning Harmonikaklub, Kun For Sjov fra Brande, Nørresundby Harmonikaklub, Landsbymusikanterne-Vendsyssel. Vintertræffet foregår i Messecentrets sal 1, hvor der bliver indrettet siddegrupper til 800 personer rundt om et 200 kvm. stort dansegulv med 60 kvadratmeter scene. Musikanterne kommer til at spille i en superprofessionel lydkulisse med mikrofon på alle instrumenter i orkestrene og et helt nyudviklet ”J.B.L. Vertec Gine Arry Stystem”, der er et anlæg i millionklassen, leveres af firmaet Alpha Sound. Udover de musikalske oplevelser kan gæsterne kaste ig over en ”Træfmidag” i restaurrant Messen og eventuelt lade sig friste af varerne i en instrumentudstilling. Ole Sommer lægger ikke skjul på, at han gerne ser flere end sidste år 1400-1500 gæster i Messecentret. - Pladsen er til det, påpeger han.