Haroon på kontrakt i Silkeborg
Ungt fodboldtalent fra Thisted går på fodboldcollege og udvikler sideløbende sine angrebstalenter

Galleri - Tryk og se alle billederne.
SILKEBORG:Han har afghansk pas og går på Silkeborg Fodbold College. Alligevel er det Thisted, Haroon Nourestani på 15 år betegner som ”hjem”. I december underskrev han en ungdomskontrakt med Silkeborg IF, første skridt mod en karriere i professionel fodbold.
Haroon kom til Danmark med sine forældre Homayun og Enjela fra Kabul i Afghanistan for 10 år siden. Haroon klarede sig så godt i sin skoletid, at han sprang et klassetrin over og allerede nu som 15-årig, læser en HHX i Silkeborg.
Kom sent i gang
I begyndelsen spillede det unge talent kun fodbold i skolegården for sjov, og begyndte relativt sent med at spille i Thisted FC.
- Jeg blev grebet af det og spillede ved TFC indtil sidste år, hvor jeg så flyttede til Silkeborg, siger Haroon.
Han blev hentet til Silkeborg allerede i sommers, kun 14 år gammel. Forældrene og de to yngre søstre, Robina og Susan, bor stadig i Thisted, og det var hårdt at forlade og flytte i egen lejlighed så langt væk.
- Det er hårdt at være væk fra dem, indimellem får jeg hjemve. Jeg forsøger at tage hjem så ofte, jeg har mulighed for det, siger Haroon, der kort efter sin 15-års fødselsdag kunne skrive under på kontrakten med Silkeborg IF.
Heldigvis har familien været med hele vejen:
- Min mor var ikke så glad for, at jeg skulle flytte så langt væk, men de støtter mig 100 %. Min familie har hjulpet mig med alt.
Store fodbolddrømme
Flytningen til Silkeborg har været en god oplevelse for den unge spiller.
- Det er et dejligt sted, jeg er blevet taget rigtig godt imod, siger han.
At komme på kontrakt kan blive det første skridt mod drømmen. En drøm, Haroon deler med mange andre unge fodboldspillere.
- Jeg vil gerne til udlandet og spille. Den helt store drøm er Manchester United, siger han, og tilføjer:
- Men lige nu skal jeg fokusere på det her.
Der er heller ikke tid til ret meget andet end fodbolden, fortæller Haroon. De unge spillere træner morgen og aften, op til otte gange om ugen, og har ofte kampe i weekenderne.
- Når man er færdig med lektier og så videre er klokken seks-syv stykker, og så er der jo ikke meget tid tilbage til vennerne, forklarer Haroon, der netop er vendt tilbage til skolen efter en juleferie hjemme i Thisted.
Efter en periode, hvor han har skullet vænne sig til spillestilen i sin nye klub, er han også begyndt at lave resultater. I efterårets fire sidste kampe med U17-ligaholdet scorede han fire mål, men angriberen skal presses lidt, før han vil rose egne evner. Efter lidt overtalelse giver han dog gerne et bud på, hvad det er, han kan:
- Jeg kan score mål. Det er nok det primære, siger Haroon med et beskedent smil.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.