Harry og Meghan træder et skridt tilbage i kongehuset

Efter måneders overvejelser beslutter den britiske prins Harry og hertuginde Meghan at træde lidt tilbage.

Det royale par prins Harry og hertuginde Meghan træder tilbage som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus. (Arkivfoto).

Det royale par prins Harry og hertuginde Meghan træder tilbage som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus. (Arkivfoto).

LONDON:Den britiske prins Harry og hertuginde Meghan træder tilbage som fremtrædende medlemmer af den britiske royale familie.

Det oplyser parret på deres profil på Instagram.

- Efter mange måneder med refleksion og interne diskussioner har vi valgt et skifte dette år for at starte med at skabe en progressiv ny rolle inden for denne institution.

- Vi har en intention om at træde tilbage som "seniormedlemmer" af den royale familie og arbejde for at blive økonomisk uafhængige, mens vi fortsætter med fuldt ud at støtte hendes majestæt dronningen, lyder det blandt andet i opslaget.

Parret oplyser videre, at de planlægger at balancere deres tid mellem Storbritannien og Nordamerika, mens de fortsætter med at ære deres forpligtelser over for dronning Elizabeth, det britiske Commonwealth og protektioner.

- Den geografiske balance vil gøre os i stand til at opfostre vores søn med en anerkendelse af de royale traditioner, som han er født ind i, mens vi også giver vores familie plads til at fokusere på det næste kapitel;

- Herunder lanceringen af vores nye velgørende enhed, skriver parret.

De tilføjer, at de glæder sig til kunne offentliggøre nærmere detaljer.

Meldingen kommer efter et turbulent år for den kongelige familie.

Harry og Meghan holdt jul i Canada, efter at de italesatte presset af at være i rampelyset.

Parret har længe haft et konfliktfyldt forhold til pressen. I oktober lagde den britiske prins sag an mod flere britiske aviser.

Mail on Sunday anklages af det royale par for på ulovlig vis at have offentliggjort et af Meghans private breve. The Sun og The Daily Mirror er blevet sagsøgt for et hackerangreb mod telefoner.

Samtidig har det forlydt, at Harrys forhold til broren, prins William, er kølnet.

Prins Harry friede til den amerikanske skuespiller Meghan Markle i 2017 efter cirka halvandet års forhold. De to blev gift i maj 2018. Cirka et år efter kom deres søn, Archie, til verden.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.