"Harry Potter" har ramt alle aldre

Ekstra indkøb på bibliotekerne

AALBORG:Natten til lørdag blev den danske udgave af "Harry Potter og halvblodsprinsen" langet over boghandlernes diske, og i går fulgte bibliotekerne bogsuccesen op med udlån af ekstraindkøbte bøger. Og der skulle ikke reserveres. Efterspørgslen er så stor, at der er flere måneders ventetid, så i dagens anledning kunne de hurtige få bogen med hjem på selve dagen. Harry Potter-bøgerne er så efterspurgt på bibliotekerne, at Hovedbiblioteket har været oppe på 190 månedreservationer, som nu ligger på 171. - Vi oplever, at mange, som ikke er læsevante, nu pludselig tør bide læsesmerten i sig, fortæller børnebibliotekar Peter Søholm. Selv er han også en stor fan af bøgerne og har læst dem flere gange på både engelsk og dansk og set filmene. - Og jeg skulle vel have en vis erfaring i, hvad god litteratur er, siger han som en forklaring på, hvordan den gode historie går på tværs af aldre. - Kernelæseren er fra 4. til 6. klassetrin, men vi har mødt børn helt ned til 2. klasse, som giver sig i kast med bøgerne, fortæller Peter Søholm. J. K. Rawlings succesromaner startede med et førsteoplag på 1000 for lige at se, hvordan det gik. Succesen har siden bredt sig fra England og USA til de fjerneste biblioteker. - Og den, som ligger inde med et eksemplar af førsteudgaven, er meget heldig, supplerer Peter Søholm. At Potter-bøgerne har ramt alle aldre bekræftes af Niels Kiil-Jensen fra Arnold Busck's Boghandel i Bispensgade, der solgte denne 6. Harry Potter-udgave ved midnatstid fredag. - Vi var forbløffet over så mange voksne, der købte bogen. Og mange køber også den engelske udgave, fortæller Niels Kiil-Jensen. Der blev solgt godt - på niveau med 5. udgave, og så blev der nærmest handlet i mørke, for helt i trit med det mystiske univers, så var forretningen belyst med levende lys, lyskæder og græskar.