Harvey Weinstein skal for retten tiltalt for voldtægt

Mandag skal mediemogul Harvey Weinstein for retten tiltalt for voldtægt. Flere har beskyldt ham for overgreb.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Weinstein Harvey Weinstein var i mange år et hot navn i den amerikanske filmbranche, men de seneste år er han snarere blevet associeret med en række seksuelle overgreb, som op mod 90 kvinder beskylder ham for. Mandag begynder en retssag mod ham for to påståede voldtægter. Eduardo Munoz Alvarez/Ritzau Scanpix

NEW YORK: I en årrække var Harvey Weinstein kendt som en af de mest magtfulde mænd i Hollywood. Med 300 Oscar-nomineringer til de film, han stod bag, og 81 gevinster iblandt dem var han omgærdet af stor respekt blandt mange.

Men de seneste år har næsten 90 kvinder beskyldt ham for seksuelle overgreb lige fra sexchikane til voldtægt. Blandt dem, som har delt deres historier, er højt profilerede skuespillerinder som Angelina Jolie, Salma Hayek og Gwyneth Paltrow.

De talrige anklager maler et billede af filmproduceren som en notorisk overgrebsmand. Mandag begynder en retssag mod ham i New York, hvor han står tiltalt for to tilfælde af voldtægt.

I det ene tilfælde udførte Weinstein angiveligt oralsex på en kvinde, produktionsassistenten Mimi Haleyi, mod hendes vilje i 2006 i hans lejlighed på Manhattan.

Derudover voldtog han ifølge anklagerne en anden kvinde på et hotelværelse i New York i 2013.

Under sagen ventes anklageren at inddrage flere andre kvinder med anklager imod Weinstein for at tegne et billede af ham som en kynisk serieforbryder.

Forsvaret ventes derimod at forsøge at så tvivl om vidnernes troværdighed.

Det har tidligere fremlagt e-mails, der angiveligt viser, at den ene kvinde havde et samtykkende forhold med Weinstein, som nægter sig skyldig i anklagerne.

Han har godt nok indgået mindst otte forlig og offentligt undskyldt for "opførsel, der har forårsaget stor smerte". Men han benægter, at han skulle have misbrugt nogen.

Hans forhold har alle været med samtykke, fastholder han.

Hvorvidt det er sandt, skal en dommer snart afgøre. Mandag er afsat til et indledende retsmøde i sagen, der ventes at tage seks uger i alt.

I den periode ventes store dele af verden at følge med.

Sagen mod Weinstein er interessant, fordi det var efter de første historier om filmproducerens påståede overgreb i oktober 2017, at #MeToo-bevægelsen blev antændt.

Den fik sat seksuelle krænkelser på dagsordenen verden over.

Den tidligere mediemogul mener selv, at pressen har været sensationslysten i dækningen af de beskyldninger, som kvinder er stået frem med mod ham.

- Offentlighedens største misforståelser kommer fra de antagelser, der er blevet bragt ved hjælp fra medierne, siger han i en mail til CNN.

Mandagens retsmøde er et såkaldt indledende retsmøde. Fra tirsdag skal der vælges nævninger, og det forventes ifølge Reuters at blive svært at finde neutrale personer på grund af den omfattende medieomtale af sagen.

Bliver Harvey Weinstein kendt skyldig, risikerer han årtier i fængsel.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.