Hashbilister får helt forskellige straffe - dommer advarer
Det er "helt uholdbart", mener tidligere retspræsident om manglende overgangsordning, når straffen mildnes.
Flere tusinde mennesker lades i stikken i forbindelse med lovændring om hashkørsel, mener den tidligere retspræsident i Roskilde, Niels Waage. Arkivfoto: Colorbox.dk
20. marts 2017 15:59 - Opdateret 20. marts 2017 16:20

KØBENHAVN: Folketinget er på vej til at indføre en voldsom forskelsbehandling af bilister, der har kørt med hash i blodet.

Flere tusinde dømte vil være uden kørekort i lang tid, mens andre kan nøjes med en betinget frakendelse eller et klip i kortet for den samme forseelse.

Problemet opstår, fordi Trafikministeriet ikke har lagt op til en overgangsordning, når straffen for at have kørt med euforiserende stoffer i blodet om kort tid lempes betydeligt.

Det påpeger den tidligere retspræsident i Roskilde, Niels Waage, i et brev til Folketingets transport-, bygnings- og boligudvalg.

Det er "helt uholdbart", at de mange, der har mistet kørekortet efter den oprindelige hårde lovgivning, ikke bliver kommet i møde, mener den forhenværende dommer.

Tilfældighed vil råde

Advarslen er iøjnefaldende, fordi den kommer fra en jurist, der er forfatter til flere lærebøger om færdselsret, og som var formand for et udvalg, der forberedte den oprindelige lovgivning.

Rene tilfældigheder vil afgøre, om bilister skal være uden kørekort i flere år - eller om de kan slippe med en betinget frakendelse.

I brevet til folketingsudvalget giver Niels Waage tre eksempler på forskellen.

Et af dem handler om to bilister, der begge bliver taget med 0,002 mg THC, der er det aktive stof, 1. juli 2016.

A siger ja til at få ordnet sagen uden et retsmøde. Helt efter taksten i den oprindelige hårde lovgivning får han tre års ubetinget frakendelse.

B ønsker derimod at gå i retten. Men sagen sættes ligesom mange andre i bero, fordi loven vil blive ændret. Derefter straffes han med et klip i kørekortet.

I andre eksempler vil oprindeligt dømte være uden kørekort i op til ni år, mens de nye lovovertrædere slipper med en betinget frakendelse, påpeger Niels Waage.

Han tvivler på, at partiernes ordførere er opmærksom på de enorme forskelle i straffen.

Økonomi spiller ind

Det er økonomi, som er ministeriets begrundelse for ikke at lægge op til en overgangsordning. Den ville koste cirka 11 millioner kroner, skønnes det.

Men en så stor omkostning er slet ikke nødvendig. Man kunne indføre en generel overgangsordning, hvilket vil være billigere, foreslår den tidligere retspræsident.

Alle, der ubetinget er blevet frakendt kørekortet før den nye lov, bør automatisk få konverteret sanktionen til en betinget frakendelse. Disse skal så bestå en ny køreprøve. Muligvis kunne myndighederne kræve et gebyr, mener Niels Waage.

I øvrigt mener han, at den manglende overgangsordning er i strid med principperne for, hvordan man normalt håndterer lempelser af sanktioner.

FAKTA

Sådan straffes hashkørsel

Hashkørsel måles ved indholdet i blodet af THC, der er det aktive stof.
* Loven blev skærpet voldsomt i 2011. Der var nul tolerance. Enhver kørsel med hash i blodet over bagatelgrænsen (0,001 mg THC pr. kilo blod) er blevet straffet med ubetinget frakendelse af kørekortet i tre år.
* I juni 2016 aftalte et stort flertal i Folketinget at lempe sanktionen.
* 31. august 2016 besluttede anklagemyndigheden derfor at sætte alle ikke-afgjorte sager i bero. Siden har flere hundrede sager hobet sig op i politikredsene.
* Derefter er lovforslaget L 142 blevet fremsat. Det er inspireret af en norsk trappestigemodel.
* Et THC-indhold mellem 0,001 og 0,003 mg vil give et klip i kortet.
* Et THC-indhold mellem 0,003 og 0,009 mg vil give en betinget frakendelse af kørekortet.
* Et THC-indhold på over 0,009 mg vil give ubetinget frakendelse i tre år.
Kilder: Rigsadvokaten, L 142 fra Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.
/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.