Hashpiben fik en anden lyd for ægtepar

Et forhenværende kærestepar fra Bindslev, 42-årige Thomas Lund Erichsen og 33-årige Ann Christin Opheim Christensen, fik fredag henholdsvis to og halvandet års fængsel.

De var begge tiltalt for handel med hash, og den 42-årige mand var desuden tiltalt for at have udøvet vold mod sin medtiltalte, mens de stadig levede sammen. Manden var hovedmand De to har været i politiets varetægt siden 22. marts i år, hvor de blev anholdt. I deres hus fandt politiet et "regnskab", som førte politiet til mere end 80 hashkøbere, som alle har fået bøder. Det var den 42-årige mand, som blev anset for at være hovedmanden bag hash-salget. Han havde nemlig været i branchen, før han begyndte at komme sammen med kvinden, og han var da også tiltalt for at have solgt 60 kilo hash. Han ville kun erkende at have solgt 10. En lignende taktik havde den 33-årige kvinde valgt - hun ville kun erkende at have solgt under 10 ud af de 30 kilo, hun var tiltalt for. Manden nægtede sig desuden skyldig i at have slået kvinden med knytnæver og instrumenter - noget, som var kommet frem under politiet afhøringer af hende. Manden forklarede i den henseende, at deres forhold blot havde været stormfuldt, og at de begge havde givet og taget. Købte varer i Thy-lejren Det blev en retssag med adskillige vidneudsagn. Flere kunder fortalte, hvordan de havde købt hash af parret, og et andet vidne berettede om at have været med manden og kvinden i Thy-lejren for at indkøbe varer. Da det kom til domsafsigelsen var dommerens holdning klar: Kvinden blev kendt skyldig og idømt halvandet års fængsel for at have solgt de 30 kilo hash, som hun var tiltalt for. Manden blev ligeledes kendt skyldig, både for volden og for hashsalget. Dog mente dommeren kun at det var bevist, at han bare havde solgt over 30 kilo. Han fik to års fængsel. Kvinden modtog sin dom, mens manden valgte at anke sin til landsretten.