EMNER

Hassing fejrer sit 100 års jubilæum

Udgiver et stort magasin, der fortæller om guldsmedene og designerne bag forretningens smykker og ure

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Has­sing lig­ger cen­tralt i Øs­ter­ga­de, og nu kan den fej­re sit 100 års ju­bi­læ­um. Foto. Hans Ravn

HJØRRING:Det fleste hjørringensere kender guldsmedeforretningen Hassing i Østergade. Det er i grunden ikke så mærkeligt, for forretningen fylder i år 100 år. Det fejres blandt andet med udgivelsen af et stort magasin 18. november. - Det skal fejres. der ikke så mange forretninger i dag, der når at fylde 100 år, og det bliver sikkert mere og mere sjældent med alle de nye centre, gætter Per Boe Larsen, som for to år siden købte guldsmedeforretningen. Indtil da havde den været i én families eje, nemlig familien Hassing. Forretningen blev grundlagt af Arthur Hassing i Jernbanegade, Derefter var den på forskellige adresser, før den i 1956 flyttede til den nyværende adresse på hjørnet af Østergade/Brinch Seidelinsgade i den flotte bygning Spindlerhus. Få år senere, nemlig i 1963 overtog sønnen Kaj Hassing butikken, som han så ved forretningens 75 års jubilæum i 1981 overdrog til sin søn Arthur. - Vi benytter stadig Arthur Hassing som vores gravør. Da jeg overtog foreningen, var den meget stor på sportspræmier, og den del blev skilt ud, så det viderefører Arthur fra sin privatadresse, forklarer Per Boe Larsen. Med købet af den fine gamle guldsmedeforretning gik en drøm i opfyldelse for Per Boe Larsen. - Jeg havde da arbejdet i guldsmedebranchen i 21 år og havde gjort mig rigtig mange tanker om, hvordan jeg ville lave en sådan forretning. Jeg ønskede at lave den anderledes end det, man ellers ser, forklarer Per Boe Larsen, som frem til nytår også er salgsdirektør i smykkefirmaet Ole Lynggaard. Hassing er i dag en supermoderne indrettet butik med mulighed for at se - og købe - smykker og ure af nogle af de aller-dygtigste designere. - Jeg har kontakt til mange designere, som leverer hertil, ligesom vi har eget Hassing-design. Og så er det ikke så ofte, at man kan se Gucci, Mont Blanc, Georg Jensen og Ole Lynggard under samme tag, siger Per Boe Larsen. Han siger: - Mange spurgte mig, hvordan jeg turde åbne sådan en butik i Hjørring. De syntes, at den var for fin. Men jeg sælger jo smykker, der koster fra 50 kroner og opad. Og folk skal have en god oplevelse hvad enten det køber for et stort eller et lille beløb. Per Boe Larsen mener, at smykker i dag er blevet en mere almindelig del af påklædningen end det var før.