Retspleje

Hastighed vil gøre udslaget i retssag

Af Asbjørn Withasbjoern.with@nordjyske.dk TERNDRUP: To unge mænd på 18 og 19 år sad onsdag morgen foran en dommer i retten i Tern- drup. Begge tiltalt for hasarderet kapkørsel og den yngste af de to for uagtsomt manddrab på den 37-årige Michael Høgdahl søndag 26. februar i år. Retssalen var fyldt, da anklager Maria Orht-Nissen gennemgik anklageskriftet. Politiet anklager de to unge mænd for at have kørt om kap med hastigheder på mellem 135 og 145 kilometer i timen. Det afviste forsvarene for de to. - Min klient kan kun erkende en mindre hastighedsovertrædelse, sagde begge de to unges advokater. Hastigheden er altafgørende for anklagerens sag mod den 18-årige, der i en overhaling mistede kontrollen over sin bil og torpederede den 37-årige fra Hadsund. Derfor spurgte både anklager og forsvarer ind til vidnernes opfattelse af og mulighed for at bedømme farten på de to røde biler, der var på vej fra Valsgaard til Hobro lidt før klokken 18 den pågældende aften med de to unge bag hver sit rat. Samtlige vidner, bortset fra den unge mand, der sad i bilen hos den tiltale, fortalte retten, at hastighederne havde været endog meget høje. Men vidnernes fastsættelse af fart bygger selvsagt på skøn. Den bilinspektør, der vidner for anklageren mener, at den 18-åriges bil på ulykkestidspunktet kørte mellem 135 og 145 kilometer i timen. Men det fik han ikke lov til at fortælle i retten onsdag. Forsvareren for den 18-årige vil have endnu en bilinspektør til at se på sagen, fordi netop hastigheden har afgørende betydning for strafudmålingen. Hvornår der falder dom i sagen er endnu uvist.