Hat trick af Heino Christensen

Der var konstant trængsel i forsvaret hos de gule fra Ingstrup.
Fodbold 8. maj 2007 06:00

THORUP: Heino Christensen er tilbage i rollen som måltyv hos Thorup/Klim. Efter kun otte minutters spil i opgøret mod Ingstrup havde han scoret tre gange og bragt sit hold foran 3-0. Ingstrup havde ikke meget at byde på. - Vi var bedre på samtlige pladser, og sejren var ikke et mål for stor. Vi burde have scoret endnu flere gange, siger træner Tommy Christensen. - Vi spillede godt, og flere af scoringerne var rigtig flotte. Det var godt for selvtilliden, tilføjer han. De øvrige mål blev scoret af Niels Arild Christensen og Kim Pedersen, begge med to mål, samt Søren Lindstrøm og Palle Henriksen hver med et enkelt. Hos Ingstrup var det lykkedes de to trænere, brødrene Kenneth og Dennis Dunker, at stable et hold på benene til aftenens kamp. Det var tydeligt for de få tilskuere, at Ingstrup for tiden ikke har klasse til serie 4. Der er vel en god håndfuld spillere, der har taktiske og tekniske evner til at begå sig i kredsen, men de spillere, man skal fylde op med, er ikke gode nok. Når man så samtidig har svært ved at finde de sidste spillere, så man kan stille med 14 mand, skal det blive svært. Lige fra starten af kampen kunne man se at hjemmeholdet var overmatchet. Den eneste chance ISF havde i 1. halvleg var da Kurt Jonasen blev spillet helt fri, men han skød direkte på målmanden. I 2. halvleg rullede det ene gode angreb efter det andet frem mod hjemmeholdets mål, som vogtes af den kun 17-årige Mikkel Jensen. Men man skulle helt hen midt i 2. halvleg før Thorup/Klim fik hul på målscoren igen. Efter kampen var de to trænere Kenneth og Dennis Dunker meget realistisk om ISF"s chancer for at overleve i serie 4. - Vi har nok bedst af at komme en tur ned i serie 5, er den nøgterne vurdering fra dem. ISF"s bedste var midtbanespilleren anfører Jesper Sørensen. Næste kamp er på udebane fredag mod Tranum, mens Thorup/Klim fredag aften får besøg af Vodskov.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...