Hattrick, storsejr og førsteplads
En knusende sejr på 4-0 over Vejgaard sender Thisted FC til tops i 2. division

Angrebsduoen Mikkel Agger og Sonny Jakobsen stod henholdsvis for to assists og tre scoringer mod Vejgaard. Arkivfoto: Peter Mørk
VEJGAARD:Der var ingen slinger i valsen hos Thisted FC, der lørdag eftermiddag slagtede oprykkerne fra Vejgaard med 4-0. De tre point isolerer Thisted FC på førstepladsen med maksimumpoint i 2. divisionens gruppe 3.
- Det var stor klasse. Det var det virkelig. Det var en rigtig god indsats, så jeg er meget tilfreds, fortæller den glade Thisted FC-træner Bo Zinck.
Sonny Jakobsen startede sin målmaskine kort før pausen, da han på en tværbold fra Glenn Rask i feltet scorede til 1-0 med indersiden, og lige efter var det oplæggeren til det første mål, der satte 2-0-scoringen i nettet på en lignende situation.
- 2-0 ved pausen var slet ikke nok. Vi spillede meget koncentreret og var dygtige med bolden, siger Bo Zinck, der kunne se TFC vinde med en skudfordeling på 24-3, og hjemmeholdet havde ingen skud inden for målrammen.
Sonny Jakobsen scorede sit andet mål efter 59 minutter til 3-0, og så lukkede han og slukkede kampen med en flad inderside efter Mikkel Aggers anden assist.
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.