Haubro klar til sognefest

Maaser af tilbud ved festen i Haubro

Det traditionsrige ”Haubro Rally” indgår naturligvis også som en del af programmet i forbindelse med ”Sognefesten 2015”. Arkivfoto

Det traditionsrige ”Haubro Rally” indgår naturligvis også som en del af programmet i forbindelse med ”Sognefesten 2015”. Arkivfoto

HAUBRO:Kan du selv løbe fra din nabo - og fra børnene? Og kan ”Haubro tigers” løbe fra efterskoleeleverne?

Spørgsmålene er mange, inden Haubro tirsdag tager hul på fem dages ”Sognefest” med et motionsløb, som udgår fra idrætshallen ved Himmerlands Ungdomsskole.

Løbsdeltagerne kan vælge mellem ruter på hvv. 5, 10 og 15 kilometer, og skulle de yngste deltagere foretrække at gennemføre motionsløbet på cykel, vil der også være mulighed for dét, lyder det på forhånd fra arrangørerne.

Også onsdag tages der vidtstrakte hensyn til børnene i Haubro. Ja, faktisk er hele onsdagens Store Legedags-arrangement tænkt som børnenes helt egen festdag.

Først i aftentimerne bliver det også de voksnes tur. For de, der oven på tirsdagens motionsløb har mod på yderligere fysisk udfoldelse, er der gå-bingo med start ved Landsbyskolen. Alternativt kan man vælge at teste evnerne på landsbyens petanquebane, inden det sidst på aftenen bliver tid til uddelingen af ”det gyldne piskeris” - den prestigefyldte præmie til vinderen af årets lokale kagebagekonkurrence.

Torsdag går det løs med endnu en fast Haubro-tradition: Det årlige Haubro-rally - med indlagte opgaver på den cirka 40 kilometer lange rute rundt i det himmerlandske.

”Gid den bedste må blive nr. 2”. lyder sloganet for løbet. Heri ligger, at vinderne automatisk er dømt til at stå for arrangementet af næste års rally.

Fredag går en stor del af tiden med at gøre klar til lørdagens fest i HU-hallen, inden der om aftenen er ”Stjerneløb” for børn, unge, barnlige sjæle og forældre.

Lørdag byder sognefestprogrammet bl. a. på Land & By-konkurrence og - som noget nyt i Haubro - havetraktortræk for raske drenge og piger.

Lørdag aften går det løs med den store sognefestaften i HU-hallen med spisning, revy og dans til musik, leveret af DJ Hans Vestergaard fra Vognsild, og søndag rundes det hele af med fælles oprydning.

Bag arrangementet står Haubro Beboerforening, Haubro menighedsråd, Haubro Idrætsforening, Haubro Pensionistforening, Lokalhistorisk Forening, De Grønne Pigespejdere, Himmerlands Ungdomsskole og Landsbyskolen i Haubro.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.