Haubro's børn bliver kropskloge

En uges tema om kropssprog bliver til 33 skulpturer i Haubro

Skolevæsen 13. september 2002 08:00

HAUBRO: En glad løve strækker sin ene bagpote i solen på en græsplæne i det yderste Haubro. Med et klask vokser dens mave, og en bule truer med at give det stolte savannedyr overbalance, indtil en kærlig drengehånd glatter løvemaven ud. Under normale omstændigheder terper løvekunstnerne Frederik Svaneborg, Jesper Jacobsen og Amalie Christensen bogstaver og tal i børnehave-, 3. og 7. klasse på Haubro-Søttrup Friskole. Men ikke i denne uge, hvor al tilløb til vanetænkning har været forbudt. I denne uge tegner eleverne dyre- og menneskekroppe, dissekerer dyr, danser og leger og synger. Alt hvad der har med kroppe og kroppens bevægelser at gøre. Står et år Under keramikeren Lise Seier Pedersen årvågne blik har skolen siden mandag morgen ladet hånt om det faste skema, og skolens 100 elever er i stedet blevet klogere på kropssprog. 33 skulpturer er ved at tage form. En stor skildpadde og andre mere sære skulpturer, som er udtryk for den rene og skære fantasi. Det meste er bygget op over et jernskelet, og skabt ud af tre tons ler, som Gandrup Teglværk har foræret skolen. - Skulpturene kan stå her et års tid, og så er de nok gået til, mener Lise Seier Pedersen. Fra ugens start var eleverne på tværs af årgangene delt ind i tre klasser, som lærte om krop, bevægelse og sprog. Kropsholdet dissekerede og undersøgte eksempelvis en fiskekrop. - Det var lidt ulækkert, siger Frederik Svaneborg, der går i børnehaveklasse. - Men bagefter stegte vi den over bål og spiste den på franskbrød. Onsdag samlede eleverne deres erfaringer i små tremandsgrupper og blev enige om at lave en skulptur. En løves kropssprog Frederik Svaneborg, Jesper Jacobsen og Amalie Christensen var ikke længe om at blive enige om at lave en løve. - En løve er både noget med krop og bevægelse. Den skal også være glad. Det er jo også sprog, bemærker Amalie Christensen. - Og så kan den sige grrrr, påpeger Jesper Jakobsen, mens løvekroppen tager form. Det dybere pædagogiske formål er, at give børnene indsigt i kroppens funktioner og udtryk. Og når en fisk bliver dissekeret, og et menneske undersøgt i alle detaljer er der også en grund til det. - Det er altid godt, når det lykkes at bryde tingene ned, for så er man ikke bundet af vanetænkningen og åben for andre muligheder. Det må eleverne gerne få med herfra, synes Lise Seier Pedersen. I eftermiddag inviterer skolen til fernisering. Forældrene bliver guidet rundt i den nye skulpturpark, når de da ikke oplever det helt ægte kropsprog i funktion. Der skal nemlig også danses folkedans.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...