Hospitaler

Hav: - Dømt betaler en høj pris

Debat foregår i hadsk toneleje, mener amtsborgmester

NORDJYLLAND: Amtsborgmester Orla Hav (S) føler medlidenhed med en 34-årig tidligere sygehusportør, der - efter at have sendt Orla Hav en truende e-mail - ikke alene har mistet sit job, men nu også er idømt 10 dages ubetinget fængsel for trusler. - Jeg finder, at e-mailen overskrider nogle grænser, og at det derfor er rigtigt af retten at sanktionere. Men jeg føler også, at den dømte kommer til at betale prisen for, at tonen i debatten om Frederikshavn Sygehus er kommet op i et urimeligt hadsk og uforsonligt toneleje, siger Orla Hav. Han mener, at dommen bør vække eftertanke hos især de, der har ført an i kritikken af amtspolitikernes beslutning om at flytte en række sygehus-funktioner fra Frederikshavn til Hjørring: De mest aggressive deltagere i diskussionen bør, mener amtsborgmesteren, påtage sig et medansvar for, at andre uden så megen rutine som debattører føler, at det er acceptabelt at gøre som eksempelvis den dømte eks-portør. Orla Hav: - For en tid siden stod jeg på sygehuset i Frederikshavn og holdt en tale. En højt placeret læge kom igennem rummet og sagde med adresse til mig, så alle - også jeg - kunne høre det: "Hvad forstand har dén idiot på sygehuse?" Jeg er stærk tilhænger af, at vi diskuterer i vort samfund, og jeg modtager også gerne kritik. Men det er vigtigt, at vi alle respekterer, at andre har lov til at nå til en anden konklusion end vi selv. Når du føler, at den dømte betaler en høj pris, mener du så, at det var forkert, at han blev afskediget fra sit job ved Nordjyllands Amt? - Nej, den beslutning kan jeg ikke sætte nogen finger på. Amtet har nogle klart formulerede spilleregler for, hvad man som ansat kan og ikke kan - og de er overtrådt her, siger Orla Hav. Siden den famøse e-mail blev sendt, har mange andre ytret sig i skarpe vendinger i den frederikshavnske sygehusdebat. Forleden inviterede Orla Hav byrådet i Frederikshavn til et møde i håb om, at debatten kan fortsætte i en mere forsonlig tone. Tidspunktet for mødet er endnu ikke fastlagt.