EMNER

Hav vil have tilsyn til Hobro

HOBRO:Amtsborgmester Orla Hav mener, at Hobro vil være et naturligt centrum, når Arbejdstilsynet i Nordjylland, Ringkøbing, Viborg og Århus med virkning fra januar 2005 slås sammen i et nyt center. - Hobro er både geografisk og trafikalt centrum for de fire regioner, og fra amtets side skal vi gerne støtte Arbejdstilsynet med etableringen i Hobro - både indholdsmæssigt og bygningsmæssigt, siger Orla Hav, som i sagens natur også er sikker på opakning fra Hobro Kommune. Beslutningen om at sammenlægge Arbejdstilsynet i de fire amter er definitiv, men i følge lederen af Arbejdstilsynet i Nordjylland, Hasse Mortensen, ligger beslutningen om den geografiske placering af kontorfaciliteterne endnu et stykke ud i fremtiden. Hasse Mortensen bliver ikke selv en del af den nye jyske enhed, da det allerede er bestemt, at han fra 2005 skal være tilsynschef i Storkøbenhavn. - For mig er det vigtigt, at Arbejdstilsynet placeres så hensigtsmæssigt som muligt i forholdet til medarbejderne. Det kunne eksempelvis være ved et motorvejskryds - og det må da meget gerne være i Hobro, siger Hasse Mortensen.