Havbådeforening klar til stiftelse

155 personer har meldt sig i forening, der vil bevare klassiske kystbåde

Mariann Stenholm
Thomas Højrup, Thorupstrand, ved “Skarreklit”, den første af den kommende forenings havbåde, som er blevet anbragt ved det nedlagte redningshus på Slettestrand. “Elbo” står inde i huset, hvor det er planen der skal være arbejdende bådværksted. foto: ajs nielsen
EMNER 2. september 2007 06:00

HAN HERRED: 30. september holdes det første medlemsmøde i Han Herred Havbåde, foreningen der vil sikre foreløbig fire klassiske kystbåde for eftertiden. Og det bliver noget af et tilløbsstykke, hvis alle, der har tegnet sig, møder op i redningshuset i Slettestrand, hvor det er planen at holde mødet. For øjeblikket har 155 personer meldt sig som medlemmer af den nye forening, som etnologen Thomas Højrup fra Thorupstrand står bag sammen med Evald og Per Kristensen, Thorupstrand, Otto Kjær Larsen, Ullerup, og Karsten Jespersen, Gøttrup. Økonomisk og arbejdsmæssigt er ebh-fondens nye projektafdeling desuden gået ind i arbejdet. På medlemsmødet vil Thomas Højrup orientere om situationen, som den ser ud forud for den senere stiftende generalforsamling, og der præsenteres et sæt vedtægter og forslag til en midlertidig bestyrelse, så foreningen bliver funktionsdygtig i forhold til myndigheder mv.. Den kommende forening har allerede opstaldet to ældre kystbåde ved redningshuset i Slettestrand, ”Skarreklit” og ”Elbo”, og to andre både venter i trygge omgivelser på at komme under kærlig behandling. Planen er, at der skal være arbejdende bådeværksted i redningshuset, og at interesserede skal kunne følge arbejdet. Når bådene er sat i stand, er det planen, at de skal på vandet igen, blandt andet fra Lild Strand, hvor spillet har ligget stille i år, efter at de sidste større kystbåde er forsvundet fra kystlandingspladsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...