Havefolket ville ikke bytte planter

EMNER 16. september 2002 08:00

NØRRE ØKSE: Der mødte kun 25 haveinteresserede til plantemarkedet hos Brovst-Skovsgård Havekreds, og det finder formand Jytte Vad var for få. Og der var ingen af de fremmødte, der havde til hensigt at bytte planter som tidligere år, og dette var uventet for bestyrelsen. - Vi havde ventet en del flere gæster. Tidligere år har der været op mod 100 besøgende, og det antal havde vi også håbet på i år, hvor det som sidste år foregik hos Helle Lysgaard og Per Søgaard på Lyngvej i Nørre Økse, fortæller Jytte Vad. Havekredsen har ladet arrangementet skifte navn fra plantebyttedag til plantemarked, og dette navnskifte var måske en medvirkede årsåg til, at der ikke mødte nogle haveinteresserede med overskud fra haven, som kunne byttes væk eller foræres til andre. - Der mødte kun fem med planter, og de var alle indstillede på, at deres planter skulle sælges. Bestyrelsens intentioner med arrangementet er, at flere haveejere skulle møde med overskud fra haven, så især nye haveejere kunne få lidt at arbejde med i haven. Jytte Vad oplyser, at der trods det ringe fremmøde var en livlig handel. - De fem sælgere var alle mødt med en serie spændende planter, og det skabte både interesse og omsætning. Brovst-Skovsgård Havekreds har 114 medlemmer og holder syv arrangementer om året. Disse arrangementer, der bl.a. omfatter foredrag, havebesøg og plantemarked, er åbne for alle haveinteresserede. - Vi vil gerne have flere medlemmer. Den nuværende medlemskreds består mest af modne folk, og vi vil gerne have flere yngre medlemmer, fortæller Jytte Vad. 500 georginer i haven Anne-Lis Kildahl fra Stagstedvej var en af de fem, der mødte frem med planter. Hendes trailer efter varevognen var fyldt godt op med røde georginer, der alle var plantet i baljer. Hun er næstformand i havekredsens bestyrelse. - Havemæssigt er jeg en ganske almindelig amatør, der har kastet mig over georginerne. Jeg har 500-600 af disse planter hjemme i haven. Jeg betragter arbejdet med planterne som en form for psykologhjælp i hverdagen, fortæller hun med et smil på læberne. Ud over georginerne havde Anne-Lis Kildahl også floks, horsta og sibirske valmuer til salg ved plantemarkedet. - Al min fritid bruges i haven. Jeg får stor hjælp af min mand, men det er mig, der bestemmer. Han laver blot arbejdet, tilføjer hun.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...