EMNER

Havekunst bag hækken

Unikke skulpturer og granit er havens højde- springere

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

I 25 år har Anne Lennø sammen med Leif Thomsen rådgivet om planter, træer og krukker i Høvejens Gartneri. Foto: Per Kolind

NORDJYLLAND:Det er det samme hvert år på denne tid. Vi springer af sted til planteskoler og havecentre, fordi vi ikke kan få forår hurtigt nok. Og vi køber ind af planter til have og krukker, før vi ser, hvad der har overlevet vinteren. Til stor fornøjelse for planteskolerne - og ikke mindst os selv. For hvem kan sige sig fri for at glæde sig over blomstrende violer i en krukke ved fordøren, når nu foråret indimellem blot er aprilsnar? Milde maj er begyndt - den allerbedste havemåned, mener de fleste. Også plantecentrene, selvfølgelig, der netop nu for alvor oplever vores trang til at rode med jord. Granit Hos Høvejens Gartneri i Hvorup ved Nørresundby har Anne Lennø og Leif Thomsen haft travlt siden åbningen 12. april. For 25. år går de en sæson i møde, der varer indtil sankthans. Her går trenden ifølge Anne Lennø på det unikke som store lysestager og bordsæt i granit samt blankpolerede granitfigurer i en meters højde. - Folk bruger gerne penge på ting til deres have for at skabe hygge og gerne sydlandsk stemning med søjler og palmer, fortæller hun om en ny type af den eksotiske plante, der tåler frost. - Og så sælger vi rigtig meget vandkunst og vandsten i granit, ligesom også ildsten er på vej ind igen. Især har vi stor succes med en sten, der brænder på bioethanol og derfor samtidig afgiver varme. Planter Til haven er det lige nu især sæson for rododendron, troldhassel og sommerfuglebusk. - Men vi ser også en tendens til, at folk gerne vil have roser i deres have. Både historiske og engelske roser, ligesom der er stigende interesse for krydderurter som esdragon, salvie, timian og rosmarin til både krukker og køkkenhaven. Den tror Anne Lennø er på vej igen, fordi folk er blevet mere opmærksomme på økologi og interesserede i at vide, hvordan tingene er dyrket. - I hvert fald sælger vi mange gulerods - ærte- og salatfrø, konstaterer gartneren, der dog ikke tror, at kål er på vej ind i køkkenhaven. Krukkeplanter Til krukkerne er røde og pink pelargonier, lilla, hvide, gule og bordeaux spanske margueritter samt den lille bunddækkeplante bakoba de blomster, Høvejens Gartneri gør mest i lige nu. Men også almindelige margueritter i både lyslilla og hvid, ligesom opstammet solanum eller kartoffelplante, der tåler både vind og kulde. Udover små opstammede træer er det derimod hortensia til krukker, der hitter hos Bo Grønt i Dronninglund. Ifølge indehaver Bent Christensen, tænkte folk tidligere på hortensia som udelukkende en efterårsplante. - Men der findes så mange nye sorter, der er velegnet til krukker og blomstrer hele sommeren, siger gartneren, der ligesom Anne Lennø påpeger, at man udover vand skal huske at gøde jævnligt for at få glæde af sine krukkeplanter. - Man kan blande gødningspiller i jorden, når man planter. Det holdet et halvt års tid, og man slipper for at tænke mere på det, konstaterer Bent Christensen. Hans erfaring er, at folk har de bedste intentioner om at hælde gødning i vandet, når krukkerne skal drikke. Og glemmer det igen efter et par uger. - Og det er da ærgerligt, mener han. - Det er nemlig, føjer han til, en gammel skrøne, at havecentre lever af, at blomster og planter går ud. - Vi lever af at gøre Danmark grønnere. Det er jo bedre, at man ser en smuk plante hos naboen og selv må have en magen til, end at se en kedelig og tænke, at det besvær gider man ikke.