EMNER

Havel hyldet som en stor europæer

København, Søndag /ritzau/ Vaclav Havel mindes af internationale ledere som frihedssøgende og et fyrtårn i det moderne Europa. En stor europæer er død. Sådan lyder de internationale reaktioner på den tjekkiske forfatter og tidligere præsident Vaclav Havels bortgang søndag. Lech Walesa, der som formand for fagforeningen Solidaritet stod i spidsen under opgøret med det kommunistiske regime i Polen i 1980'erne, siger, at Havel "vil være dybt savnet i Europa". - Det er sørgeligt, at han ikke længere er iblandt os. Jeg vil bede for hans sjæl, siger den stærkt troende katolik og tidligere polske præsident. - Vaclav Havel var en af de største europæere i vor tid. Hans stemme om frihed banede vej for et helt og frit Europa, lyder det fra den svenske udenrigsminister, Carl Bildt. Tyskland har meget at takke den tidligere systemkritiker, forfatter og præsident for, mener den tyske forbundskansler, Angela Merkel. - Vi vil huske hans overbevisning om frihed og demokrati i lige så høj grad som hans store humanisme. Europa står i "dyb gæld" til Havel, siger den britiske premierminister, David Cameron. - Jeg er dybt bedrøvet over Vaclav Havels død. Havel viede sit liv til menneskets frihed. I årevis forsøgte kommunismen at knuse ham, at kvæle hans stemme. - Men Havel, skuespilforfatteren og systemkritikeren, kunne ikke gøres tavs, bemærker Cameron. I en følelsesladet tale mindes den tjekkiske premierminister, Petr Necas, Havel. - Han var et symbol og vor republiks ansigt, og han er en af de mest prominente politiske personligheder i slutningen af det sidste og begyndelsen af dette århundred, mener Necas. /ritzau/