Havemøde med vinsmagning

Efter generalforsamlingen vil Gert Nørregaard fra Enghaven, Søengene, fortælle om pasning af vinplanter og forarbejdning af druerne til vin.

Efter generalforsamlingen vil Gert Nørregaard fra Enghaven, Søengene, fortælle om pasning af vinplanter og forarbejdning af druerne til vin.

AABYBRO:Aabybro Havekreds har torsdag aften generalforsamling på Aabybro Skole Vest (Kærvejsskolen) i Aabybro. Som noget nyt har bestyrelsen i det forløbne år været flittig til at tage billeder ved havebesøg, plantemarked og juledemonstrationen. Billederne vil blive vist på lærred, og formanden for Aabybro Havekreds, Gurli Nørregaard, vil samtidig gennemgå beretningen for 2008. Aabybro Havekreds har igennem det seneste par år haft et stigende antal fremmødte til de forskellige arrangementer, som kredsen holder. Til juledemonstrationen var der 108 til stede, og plantemarkedet i september hos Britta og Kaj Ove Mulin, Gl. Landevej 124 i Ryaa, havde ca. 150 besøgende. Havekredsen har et alsidigt program klar for 2009 med både foredrag, traditionelle havebesøg og besøg hos haveejer med kunstgalleri. I august bliver der en bustur med to stop undervejs. Først besøges "Slottet i Hammershøj” med rundvisning på ”Slottet” og den 2,5 tdr. land store parklignende have. ”Slottet” har også en stor antikkælder med spændende ting til salg. Derefter køres til ”Birgits Hus” i Sjørring. En have fyldt med stauder, græsser, roser, buske og træer. Efter generalforsamlingen vil Gert Nørregaard fra Enghaven, Søengene, fortælle om etablering af vingård, herunder pasning af vinplanter og forarbejdning af druerne til vin. Der bliver mulighed for at smage vin fra Enghavens årgang 2007. Foreningen er efterfølgende vært ved kaffe og kage.