Haves: Foreninger Ønskes: Medlemmer

Foreninger på jagt efter nye medlemmer i gågaden

Hans Christensen og Kurt Bering (foto)
De blå spejdere fra DDS Peter Wessel Gruppe var på charmeoffensiv i gågaden. Foto: Kurt Bering
Frederikshavn 17. september 2016 22:11

FREDERIKSHAVN: - Det er svært at tage det første skridt og melde sig ind i en teaterforening. Mange er generte og skal lige have et skub.

Det siger Sofie Nørskov, en af de unge, der lørdag deltog i Foreningernes Dag i gågaden.

Hun er medlem af ROMITEA, en forening, der er en fusion af tre foreninger for henholdsvis rollespil, middelalder og teater.

- Specielt teaterdelen har svært ved at få nye medlemmer i gang. Det er synd, for det er virkelig noget, du kan bruge i hverdagen. Du får selvtillid og lærer at stå og fremlægge noget for en forsamling, siger Søren Olsson, der også er med i ROMITEA.

Rollespillerne mødes på Knivholt den anden søndag hver måned, mens teatergruppen mødes hver torsdag på Frydenstrandskolen.

Natteravnene tidligt oppe

Natteravnene var også stået tidligt op og jagtede nye medlemmer.

- Vi er 32 og kan sagtens bruge mange flere, siger Lillian Andreassen, der er formand for Natteravnene i Frederikshavn.

De er frivillige, ansvarlige voksne, der bruger deres fritid på at skabe tryghed for børn og unge. I deres gule jakker går de ture i det offentlige rum og deler bolsjer og kondomer ud til de unge.

- Vi er med til Rock på Knivholt, til Rødspætte Cup og Cup No.1, og man kan også kontakte os, hvis man ønsker, at vi er til stede til en ungdomsfest eller lignende, siger Lillian Andreassen.

Som natteravn går du kun de ture, som passer ind i din hverdag, for eksempel 5-10 gange om året.

Blå spejdere og svæveflyvere

DDS Peter Wessel Gruppe, og Sæby Svæveflyveklub er også på udkig efter nye medlemmer.

Spejderne holder åbent hus i "Perlen" på Rosevej 64 - næste gang onsdag den 28. september og onsdag 12. oktober fra kl. 17-19.30, hvor både børn og forældre er velkomne.

Svæveflyveklubben har selv seks svævefly og et motorsvævefly, som medlemmerne kan benytte.

Klubben har 35-40 aktive medlemmer, og man kan starte som 14-årig.

Tema: ØKONOMI I FREDERIKSHAVN

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...