Frederikshavn

Havet omkring Danmark...

Ro, farver og fuglekvidder er nektar for sjælen

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

En nydelig, ældre herre på 85 fra Brønderslev nød udsigt og formiddagskaffe på Øksnebjerg. Han havde medbragt dug, smør og et nybagt rundstykke.

FREDERIKSHAVN:Når jeg har brug for at få hovedet blæst igennem efter en travl arbejdsdag, er en tur op på Øksnebjerg - syd for Frederikshavn - et absolut must.

Bjerg og bjerg... Det er en 95 meter høj bakke med græs og en stor sten, hvor stedets navn og højde er ristet ind. Til begge sider breder Vendsyssels natur sig som et stort, varmt smil - på alle årstider,. Her er så øde, at fuglenes kvidren er det første, man hører.

Om foråret lytter jeg til lærkens sang efter en lang vinter. Lærken kan trille med 30 toner i sekundet. Den er udstyret med to stemmebånd og kan synge to toner på samme tid. Dens sang gør mig opløftet, let om hjertet, og jeg føler mig som en del af noget meget større.

Om sommeren er Øksnebjerg omgivet af grønne, bløde marker, der mod øst forsigtigt stikker tæerne i Kattegat. Mod vest er de fleste marker veltrimmede og fra tid til anden tilsåede. Varmen lokker mig ud i græsset, hvor jeg trækker vejret helt igennem - og føler vinden imod huden. Alle grønne nuancer på paletten er synlige. At dvæle ved alt det frugtbare grønne er beroligende, hjælper mig med at koncentrere mig og skaber harmoni og optimisme.

Om efteråret blæser en bidende vind over højdedraget og indbyder kun til en kort vandring over marken - med kraven om ørerne og uldent tørklæde. Men udsigten er stadig mageløs, når bølgerne rives i stykker af vinden over Kattegat.

Om vinteren er der bart og barskt, blæsende iskoldt og trøstesløst - men tyst. En sen vinteraften kørte jeg over Øksnebjerg med vinden hvislende i hælene. Langt borte i mørket tudede en hund ensomt. Mit mål var udsigten, og utålmodigt bevægede jeg mig op ad bakken. Lige da jeg parkerede, gled forrevne skyer til side og afslørede fuldmånen, der spejlede sig i et næsten blikstille, hypnotiserende hav.

Nu er det sommer, og jeg har tilbragt 15 minutter med tankeflugt - og fået fornyet energi og klarhed.

Jeg kører hjemover - let om hjertet - mens jeg nynner med Louis Armstrong:

Oh, life - is so peculiar

The desert’s only got sand

The oceans only got water

And you never know

where you stand...

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.