Havets gigant tog rekorden ved kajkanten

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det store skib vakte masser af opmærksomhed på havnen.

NØRRESUNDBY:Den 215 meter lange og 27 meter brede luksuscruiser Thomson Celebration satte i går ny rekord i Aalborg. Skibet er så stort, at det måtte lægge til på Nørresundby-siden. Turisterne om bord havde efter landgangen torsdag morgen ni timer til at opleve Nordjylland. Nysgerrige nordjyder -Der er sådan lidt glamour over det, når et krydstogtskib lægger til havn, lyder det fra udviklingskoordinator hos Aalborg Turist- og Kongresbureau, Peter Hermansen. Han har sammen med Aalborg Havn og Aalborg Kommune inviteret det engelske krydstogtskib til Nordjylland. De knap 1300 turister om bord har været på en 14 dages krydstogt i Østersøen, og stoppet i Aalborg var det sidste inden gæsterne fredag returnerede til England. Udviklingskoordinatoren er ikke den eneste, der er imponeret over den blå/hvide kæmpe. Roland Pedersen fra Nørresundby tog torsdag på havnen for at komme helt tæt på Thomson Celebration. - Det kunne være dejligt at komme ud og prøve at sejle med det. Jeg står og bliver lidt misundelig, men jeg må nøjes med at kigge, siger Roland Pedersen med et skævt smil. Smukke Nørresundby Da klokken var halv ti, begyndte turisterne at myldre ud fra luksusskibet. Der var dog ikke noget særligt glamourøst over de frysende englændere, der forventningsfulde gik af borde på industrikajen i Nørresundby. - Det irriterer mig, at de ikke lægger til henne på stykgodskajen ved Limfjordsbroen. Det havde været smukkere, end hér ved Hedegaard, hvor lastbilerne suser forbi turisterne, siger Roland Pedersen. Men der var ikke andre muligheder i Aalborg Havn. Det store skib kunne simpelthen ikke være andre steder, oplyser Havnekontoret. Den alternative placering generede nu heller ikke gæsterne. - Indsejlingen til Nørresundby var meget smuk, siger Simon Battersby fra Manchester. Kolde håndbajere På rekordtid skulle englænderne efter landgangen opleve Nordjylland. Selv om opholdet varede under et halvt døgn, skulle det nordligste Danmark omkring Skagen besøges. Andre turisterne tog på bustur rundt omkring Aalborg og Nørresundby, hvor der blandt andet skulle smages snaps og kolde håndbajere i kolonihaveforeningen Beatesminde i Aalborg. - Gæsterne på krydstogtskibe er typisk lidt ældre og de interesserer sig meget for havebrug og vil gerne opleve noget ægte, siger udviklingskoordinator Peter Hermansen fra Aalborg Turist- og Kongresbureau. - Man skal tænke på, at de gæster hér har været af sted i 14 dage, hvor de hver dag har mødt en ny by, været på tur med guide, på museer og ude at shoppe. Jeg tror det er befriende på sidstedagen for deres rejse, at de kommer ud og oplever noget, som er helt anderledes, siger han. Shopper for en million Analyser viser at krydstogtgæster lægger mellem 600 og 800 kroner i døgnet i de byer de besøger. Det vil sige, at de 1300 gæster med lidt held har lagt omkring én million kroner i de nordjyske butikker. - Det er naturligvis værd at tage med, siger Peter Hermansen, mens lyden af klingende kasseapparater så småt lyder i baggrunden med sejlernes indtog på land.