Havets guld købes ind i sækkevis

Mange tror, et ravfund ved de danske kyster er penge værd, men ravsliberen køber det ikke. Med mindre der da er insekter i

David Wedege
Insekter i rav gør rav op til 100 gange dyrere end almindelig rav uden insekter. Arkivfoto: Henrik Louis
EMNER 6. august 2010 12:09

Rav er et forunderligt stykke evighed. Og egentlig er det bare harpiks, som 50 millioner år har hærdet og forædlet det til det populære smykkemateriale, som det er. Og populært - det har rav været længe. I græske fortællinger af Homer, kaldtes rav for gudernes tårer. Ravsmykker er fundet i udgravninger fra stenalderen og i udgravninger fra alle perioder lige siden, fortæller Karin Nordmann. Hun er tidligere indehaver af det hedengangne ravmuseet i Skagen og nu ansat i Ravbutikken. Intet værd i sig selv Rav er en sjælden forekomst. I hvert fald sjældnere end strandskaller, og det er lidt af en folkesport at gå på udkig efter rav på strande. Nogle tror så, at de har skudt papegøjen, fordi de har fundet et lille stykke rav på stranden, men det kan man næsten aldrig sige om deres fund. Cirka 10 gange om året oplever Karin Nordmann, ansat i Ravbutikken i Skagen og tidligere indehaver af Ravmuseet, at turister henvender sig for at spørge, om butikken vil købe deres fundne ravstykke. Men det gør Karin Nordmann aldrig gør. - Jeg siger til dem, at de skulle tage og gemme det som en souvenir eller lave det om til et smykke. Jeg synes, jeg gør grin med dem, hvis jeg siger ja til at købe og giver dem 50 øre for stykket, siger hun. For, som hun nævner, mere er rav i sig selv egentlig ikke værd. Men finder man en klump, som i tidernes morgen har indfanget et dyr, for eksempel et insekt, så kan det være værdifuldt. Disse stykker vurderer Karin Nordmann til at være mindst 100 gange så meget værd som rav uden dyr. Rav i store sække At forsøge at sælge sit lille ravfund til en ravsliber - det svarer omtrent til, at man forsøger at sælge sand i Sahara. For ravslibere har masser af rav. Endda i sækkevis. Nogle af butikkens varer stammer fra fund, man gjorde, mens man anlagde Limfjordstunnellen så længe siden som sidst i 1960’erne, og tilsvarende har man købt sække med storfund fra brunkulsminer i det tidligere Østtyskland. Når rav så har et rygte af at være dyrt, så skyldes det ifølge Karin Nordmann forarbejdningen. Hun nævner, at en kugle i en halskæde typisk bliver til ved, at 80 procent af ravklumpen slibes væk og går til spilde. Og næsten alt rav, butikken sælger, er købt i sækkevis for mange år siden. Tyskere er til cognac Rav ser forskelligt ud og er ikke bare varmgule klumper, som dingler for enden af læderhalsbånd. Om flere ophængte rundstokke i butikken vinduer hænger halskæder og armbånd af rav. Noget er næsten helt råhvidt som elfenben. Andet er mørkebrunt, men fremstår groft som nyfundet i naturen. Disse slags rav tiltaler mest danskere og andre nordiske kunder, 'for vi er nok mere naturmennesker', siger Karin Nordmann. Tyske kunder er derimod helt anderledes til det glinsende og cognacfarvede rav i smykkeslibninger, som er runde og symmetriske, og disse har tit været ekstra meget forarbejdet og er tilsvarende dyrere i udsalgspris. Karin Nordmann tror, en del af attraktionen hænger sammen med gamle folkeskrøner. Ifølge hende sidder det vist dybt et sted i folkesjælen, at rav skulle være gavnligt for helbredet og navnlig skulle modvirke muskelsmerter og gigt. - Men det er vel bare skrøner. Det er ikke noget, jeg selv tror på, siger hun.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...