Skattepolitik

Havets mørke skygger

Sunkne skibe og skatte er omgivet af mystik og nysgerrighed. Og de danske farvande er rige på vrag. Ikke mindst i Nordjylland

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ved Skagens gren ud for parkeringspladsen ligger et meget velbevaret skibsvrag fra midten af 1700-tallet. Det helt specielle ved dette vrag er bl.a., at det er bevaret op til dæksplankerne med fortøjningspullerter – men også at det er strandet på Grenens nordside, Grenen har de sidste ca. 250 år bevæget sig mod NØ, hvorfor vraget har været dækket i godt 200 år. Det er igen kommet frem i 1983. Luftfoto: Jan Hammer Larsen

Søfarende frygtede den vestjyske kyst. Revler af sand og sten samt uberegnelige stærke strømme har altid været en farlig cocktail for sejlførende, om de havde kurs mod Nordsøen, Skagerrak eller Kattegat. Vestkysten – kaldet ”jernkysten” i logbøger – var lav og lumsk. Her var ingen beskyttende vige eller havne, når stormene rasede. En sandfyldt brænding kunne således slå et skib til pindebrænde på minutter. Siden midten af 1950’erne har Bangsbo Museum i Frederikshavn arbejdet med fund fra havets bund i nordjyske farvande, men først tyve år senere indledtes en egentlig registrering af kultursporene fra de maritime områder i Nordjylland. I begyndelsen var det primært anmeldelser til museet om enkeltfund og skibsvrag, der blev registreret. Siden 1983 har man systematisk indsamlet oplysninger om skibsforlis og søulykker gennem et fintmasket net af havets brugere: fiskere, vragfiskere, sportsdykkere og råstofindvindingsfirmaer. I den marinarkæologiske afdeling opbevares således en lang række genstande fra det engelske orlogsskib HMS Crescent, som i stærk storm og under yderst dramatiske omstændigheder forliste ud for Mårup kirke ved Lønstrup den 4. december 1808. Vraget af Crescent har gennem årene været genstand for utallige bjærgninger, hvorved tusinder af genstande er dukket op. 10.000 søulykker Det formodes, at der gennem tid har været op mod 10.000 søulykker ved de nordjyske kyster. Enkelte handelsskibe er nævnt i håndskrevne dokumenter og gamle avisartikler. Men orlogsskibe fra mange forskellige nationer ligger også indlejret i sandet på havbunden. Og netop orlogsskibenes forlis sidder bedre fast i befolkningens bevidsthed, da det ofte var større skibe med adskillige omkomne til følge. - Dramatiske begivenheder, der satte sig store spor i kystsamfundenes hverdag, forklarer museumsinspektør Jan Hammer Larsen, der gennem de sidste tyve år har været manden bag arbejdet med at kortlægge vragene langs de lokale kyster. Om han er iført tørdragt, og ligger i en fast position på åbent hav, eller sidder forskanset her i forvalterboligen på Bangsbo Hovedgård bag en computerskærm – omgivet af papkasser med historiske dokumenter fra den nu afdøde ven, kollega og marinarkæolog Birger Thomsen, så brænder der en ild i fiskersønnen, der læste til lærer i Hjørring, dampede over på den anden side af Atlanten for at passe børn og siden blev historiker fra Aalborg Universitet. Ad omveje returnerede han siden til barndomsbyen, Frederikshavn, og kastede sig over marinarkæologien, for ildsjælen vil vide mere om skyggerne under havet. Nysgerrigheden blev vakt, når vragfiskere som legenden Sigurd Damgaard og sønnen Sverre afleverede genstande til museet, som de alligevel ikke selv kunne tjene en skilling ved. På den måde kom samlingen i Frederikshavn i gang. Vragrester fra Læsø, tilbage i halvtresserne, var et skub i den rigtige retning og fundet af middelalderskibet, Ellingåskibet, i tresserne placerede for alvor Bangsbo Museet på landkortet. Viden om skibsforlis og havbundens kirkegårde har derefter kun taget til. - Med tiden har vi fået god kontakt til fritidsdykkere, strandvandrere og andre, der kan være os behjælpelige, fortæller Jan Hammer Larsen, der kom til i 1987 og hurtigt koncentrerede sine kræfter om havets fortællinger. - Søulykkerne spiller en afgørende og vigtig rolle i kystbeboernes hverdag tilbage fra middelalderen og frem til slutningen af 1800-tallet. Forlis og strandinger drev økonomien fremad. I Skagen har man lavet statistikker, der viser, at byens økonomi fulgte antallet af forlis. Et år med mange forlis sikrede byen velstand. Fiskerne blev hyret ind som bjergere – og det fik de løn for. Pengene kom hele byen til gavn. Og sådan har det været i alle små fiskersamfund ved kysterne heroppe, siger Jan Hammer Larsen. Myterne om lokale, der stjal og slog de strandede skibes mandskab ihjel for egen vindings skyld, hører middelalderen til, mener museumsinspektøren og fortæller om dén lovgivning, der med lidt ond vilje godt kunne tolkes som en opfordring til at ombringe besætningen og begrave dem uset i den nærmeste sandklit. I så fald var der nemlig fri adgang til lastrum og træplanker, der kunne bruges til at bygge og forbedre boliger. Knap så bestialsk - Midt i 1600-tallet blev det bedre. Det var knap så bestialsk, som mange tror. Og faktisk har det knebet mig at finde kilder, der kan bekræfte historier som den om lampen under bugen på en hest, der angiveligt løb frem og tilbage inde på kysten for at lokke skibene til stranding. Faktum er snarere, at man havde et signalsystem med bål, der varskoede mod krig og siden sikrede kommunikationen på kysterne. Men selvfølgelig er der eksempler på, at skibe er blevet blusset ind i en fælde. Dette kunne selv ikke kongelige anordninger ikke ændre på. Dengang havde man blot lod, kompas og en søkikkert. Ikke nogen enkel opgave at navigere, når sigtbarheden var ringe. Og selv i dag strander skibe, trods alskens moderne navigationsudstyr. Strækningen fra Hirtshals til Skagen kostede liv og stolte skibe. Jammerbugten, og ikke mindst Rubjerg Knude ved Lønstrup, har sine grumme kapitler i søfartshistorien. I HMS Crescents logbog noterede man bl.a., at skibet blev fanget i en nordvestlig storm netop i Jammer- og Tannisbugten. Og et tungt orlogsskib af Crescents karat, havde ikke skyggen af en chance for at komme flot igen. - Vinden og strømmen holdt dem som i en skruestik, fastslår Jan Hammer Larsen og klikker sig frem til et kort med strandinger på Danmarks kyster i perioden fra 1. januar 1858 til 31. december 1882. - Hvor der er fremspring på kysten, gik det oftest galt, forklarer museumsinspektøren og lader pegefingeren vandre fra Hanstholm over Løkken til Blokhus og Lønstrup for så at søge videre til Kattegats blæksprutte, Læsø, der nok ligger i læ for vestenvindene, men med sine – på luftfotografier nok så tydelige – fangarme af sandbanker har kostet såvel jordisk guld som menneskeskæbner. Det var strandfogederne, der varskoede strandingerne, som nok betød død og ulykke, men også livsglæde og velstand. Strandfogeden var oftest en pålidelig gårdmand, husmand eller fisker inde bag klitten, der fik opsynspligt over en kyststrækning – kaldet len. Og at passe sit len betød, at strandfogeden hver dag gik til havet for at samle al inddrevet gods op på forstranden. Desuden skulle han forhindre strandtyveri og bringe godset i sikkerhed, indtil strandingsauktionen kunne afholdes – på geografier som gårdspladsen ved Bangsbo Hovedgård, hvor et utal af sådanne er afholdt. Også dengang kunne staten det der med skatter, så myndigheden forbeholdt sig to tredjedele af den samlede auktions sum. Strandfogeden fik den sidste tredjedel – samt én godtgørelse for befordringen af gods fra havstokken op gennem klitterne – for at være den, der døgnets 24 timer året rundt lyttede efter menneskeskrig mellem stormsus og bølgebulder. De overlevende fik sig en slurk brændevin på strandbredden. De døende trak han hurtigst muligt så langt op på stranden, at havet ikke kunne nå dem, da det var en stor skam ikke at få bjerget et strandingslig trygt i sikkerhed. Forstod ikke strømmen - I renæssancen og middelalderen troede de strandede, at det var Guds straf. Søfolkene, der blev reddet, gav derfor gaver til kirken. Og mange er de kirker langs den jyske vestkyst, der har fået håndgjorte skibe og ussel mammon skænket på den konto. - Man forstod simpelthen ikke, hvad der skete. I dag ved man meget mere om strøm, sigtbarhed og navigation. For blot hundrede år siden var verdenshavene helt anderledes vanskelige at navigere på, siger museumsinspektøren, der selv har haft surrealistiske oplevelser til havs, når strømme og vinde mødes. - Kendte man ikke til naturforholdene med den viden, vi har i dag, kunne man selv blive helt overtroisk, vedgår Jan Hammer Larsen og fortæller om de myter, om gods og guld, der altid har fulgt i kølvandet på skibenes endeligt. Hitler-guld, kunstskatte og uvurderlige vinflasker taler man om den dag i dag. - Vi har alle sammen hørt fantastiske historier om guldbarrer og skinnende mønter i store skattekister. Hvad der er i havet, drager os. Og folk har det anderledes med ting fundet i et skibsvrag. Det tilhører ikke rigtigt nogen, synes man. Da vi under optagelser til en tv-serie for nogle år siden hentede en kanon op i Skagen, stod der stimer af folk og fulgte med inde på havnen. Folk i Nordjylland har altid fulgt med i, hvad der foregik på havet, for de var afhængige af det, siger Jan Hammer Larsen og nævner Frederikshavn Avis, der som de fire træskibsværfter og to stålskibsværfter er skabt ud af det maritime miljø og alt sammen er en stor del af byen Frederikshavns historie. - Og når Color Festival i dag brænder i rum sø, så trækkes hun hertil. Teknologien findes her stadigvæk. Skibsforlisene har været med til at skubbe på den maritime udvikling i hele denne del af Danmark, fastslår Jan Hammer Larsen. Han føler sig overbevist om, at der fortsat ligger rigtigt mange gode historier under vand i Nordjylland og venter på at blive fortalt. - Og vi ved, at det er godt og vigtigt historisk stof, så vi vil gøre, hvad vi kan for at skaffe midler til at udvikle området om skibsforlisenes historie. Og måske er der håb forude, for sandrevlerne og havet ændrer sig dag for dag. Det, der ikke er synligt i dag, er det måske i morgen. Tag bare det stolte skib HMS Crescent, der var væk – sandgået – i 10 år, men nu er dukket op igen bare nogle hundrede meter fra kysten i Lønstrup. Pligt at fortsætte - Sammen med ligesindede kollegaer vil jeg fortsætte med at kortlægge skibsvragene. På en måde føler jeg, at det er min pligt. Med fotoudstyr, målebånd og moderne navigationsudstyr vil vi derfor komme susende, hver gang en fritidsdykke, en fisker eller en anden borger registrerer noget af interesse. For hvis vi skal forstå udviklingen i disse randområder, langt fra kongens København, så bør vi sætte meget mere ind på at løfte havets historie, siger Jan Hammer Larsen og drømmer videre om store undervisningsprojekter og et helt nyt kystmuseum, der dog ikke behøver at svinge sig helt op på samme sublime niveau som det formidable Wasa-skibs-museum i Stockholm. - Kan jeg i første omgang få hentet roret op fra HMS Crescent, så vil jeg være en glad mand, siger museumsinspektør Hammer Larsen og surfer videre på søgesiden Google for at planlægge et dykkertogt på et af havets skygger nær Voerså senere på sommeren.