Havfrue skal sælge Vorupør

Svømmende havfrue pryder bl.a. t-shirts til fordel for fritids- og aktivitetscenter.

Ernst og Karen Bartens, ægtepar fra Herning med sommerhus ogf fast ferieadresse i VBorupør, er to af de frivillige, som vil sælge t-shirts, kasketter, forklæder og andet med Vorupørs nye havfrue-logo. Foto: Christina Larsen

Ernst og Karen Bartens, ægtepar fra Herning med sommerhus ogf fast ferieadresse i VBorupør, er to af de frivillige, som vil sælge t-shirts, kasketter, forklæder og andet med Vorupørs nye havfrue-logo. Foto: Christina Larsen

Det bølgende havfruehår symboliserer havet og klitterne, mens havfruens blidt svømmende positur skal fortælle, at Vorupør er et behageligt sted at være. Og bliver det i endnu højere grad, når byen engang får sit fritids- og aktivitetscenter. Det er nogle af de tanker, Vorupør-kunstneren Bjørn Søndergaard har gjort sig i forbindelse med det havfrue-logo, han har tegnet på bestilling af initiativtagerne til et fritids- og aktivitetscenter i Vorupør. T-shirts med havfrue Havfruen er ikke noget officielt Vorupør-logo. Men det kan hun måske blive - i hvert fald har initiativtagerne i første omgang slet og ret valgt at lade hende ledsage af teksten ”Vorupør” på de t-shirts, kasketter, forklæder med mere, som fra i går blev sat til salg fra en vogn ved landingspladsen. Et hold af frivillige har sagt ja til at tage deres tørn i vognen, hvor der holdes åbent hver dag fra midt på eftermiddagen indtil omtrent solnedgangs-tid. Cirka halvdelen af indtægterne vil gå til byggeriet af fritids- og aktivitetscentret. Målet er på den måde at få omkring 100.000 kroner i kassen. Kun en dråbe Det er kun en dråbe i forhold til de rundt regnet 35 mio. kr., som centret ventes at koste. Men det vigtige er, at alle får mulighed for at bidrage, fortæller købmand Kim Poulsen, der er en af initiativtagerne: - Vi vil gerne give alle mulighed for stolt at kunne reklamere for Vorupør ved at gå med deres t-shirt eller kasket. Eller man kan bidrage ved at lægge en 10’er i den indsamlingsbøsse, som også står i vognen, siger han. Hos de fleste af Vorupørs handlende kan man også støtte fritids- og aktivitetscentret ved at købe en plasticpose, prydet med havfrue-logo og på bagsiden en beskrivelse af projektet. Én af de tre kroner, som posen koster, går til centerbyggeriet. Også i turistkontorerne i Thy er tøjet med Vorupør-logoet til salg, og turistchef Betty Boesen fik æren af at klippe snoren over, da salgsvognen ved landingspladsen fredag eftermiddag blev indviet. Det skete i solskin, noget som turisterne i Vorupør ellers ikke har fået for meget af i de seneste uger. Ikke kun i solskin - Det er dejligt, at der er nogle ildsjæle, som vil gøre noget for, at der bliver nogle oplevelser for turisterne - også når solen ikke skinner, siger Betty Boesen.