Havkat på Havkatten

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Allan ThykJær er ejeren af Havkatten. Her er hans måde at lave en peberbøf på.

Ved middagstid ringer vi til Havkatten for at bestille bord samme aften. Vi kan få et bord klokken 20:30. Ikke før. Alt er optaget indtil da. Se, det er jo et udsagn, der tyder på stor popularitet. Og da vi ankommer denne lørdag aften, er der da også gang i den ved alle borde. Der er masser af mennesker. En del af forklaringen herpå kan man se på stedets hjemmeside. Her er nemlig fem forskellige menuer - to retter og tre retter - til særdeles fornuftige priser fra 148 kroner og op. Gode klassiske retter fra samme suppe-steg-og-is-udvalg, man ofte præsenteres for, når man er til fest på den lokale restaurant. En anden grund til den store popularitet kan findes i beliggenheden: Havkatten ligger helt ude på den yderste molekant, og udsigten til Limfjorden er perfekt. Der er jo god trafik af skibe på stedet og masser af måger i vandet. Spisekort og vinkort kommer hurtigt på bordet, og maden er ikke noget problem at vælge. Vi har været på nettet og læst spisekortet, så vi har besluttet hjemmefra, hvad vi vil have. Vinkortet kræver derimod lidt studier. Vi finder en halvflaske hvidvin fra Loire - det er på de halve flasker, at vi finder problemerne på de fleste restauranter. Men i Loire laver de formidabel vin på sauvignon blanc, så det er en stor fornøjelse at finde sådan en fætter blandt de uhyggeligt få halve flasker (188 kr.), der findes på vinkortene rundt om i restaurantverdenen. Vinen er en Pouilly Fumé Les Logères fra producenten Guy Saget. Og blandt rødvinene vælger vi husets vin. Det er ingenlunde den billigste røde vin på kortet. Men den ser spændende ud. Den kommer fra Côtes du Thongue i det nordlige Languedoc i Sydfrankrig (188 kr.). Og ved nærmere eftertanke tror jeg ikke, jeg tidligere har drukket vin fra lige præcis den appellation. Vi går a la carte Hjemmefra har vi besluttet os for de første to retter fra a la carte-kortet: Ja - vi vælger a la carte, som vi formoder er det bedste, huset kan præstere. Vi lægger ud med rejecocktail (69 kr.) og røget okseinderlår (79 kr.). Til hovedretter tager vi naturligvis havkatten (179 kr.), som må betragtes som stedets signaturret, og en peberbøf (188 kr.). Og så venter vi med at bestille dessert, til vi har været igennem de første to runder. Hvidvinen fra Loire er hurtigt på bordet. Som helflaske. Vi fortæller, at vi bestilte den halve. Tjeneren går hurtigt ud med flasken igen. Kommer tilbage og fortæller, at det er en fejl, at den også står som halvflaske på kortet. Den findes ikke. Så vi må enten vælge helflasken eller en anden halvflaske. Det bliver så til helflasken, og vi får leveret en gammel portvinsprop, så vi kan tage resten med hjem. Fint nok. Stor rejecocktail Rejecocktailen beskrives på spisekortet som "stor". Og det er den. Den er fuldstændig klassisk: Her er sprød iceberg, agurk, tomat, dåseasparges og masser af store rejer i den sædvanlige dressing. Der er ingen overraskelser i serveringen, men det skal der heller ikke være. Forretten er bestået. Den levede op til forventningerne. Den anden forret består af røget okseinderlår. Her er et kæmpebjerg af iceberg samt noget krølsalat. Her er igen agurk og tomat. Så er der to klatter creme af en type. Og der er tre ultratynde skiver røget og særdeles saltet okseinderlår. Klatterne var lidt af en gåde. Det var en mayonnaise-agtig dressing med noget sprødt i, og det var først efter et kig i spisekortet, at den blev afkodet som rødløgscreme. Men den smagte ikke rigtigt at noget. Okseinderlåret var til gengæld særdeles kraftigt i smagen, men også yderst beskedent i mængden. Der har næppe været over 20 gram kød på den tallerken. Og vinen hertil fungerede aldeles glimrende. Ja, den var muligvis det bedste. Men Loire-vine er også herlige. De er knastørre og kan sættes op mod næsten alle retter. Her var kraftig duft af mineraler og en god syrefast smag. Store peberbøffer Pausen til hovedretterne var ganske kort. Peberbøffen var i virkeligheden to pænt store bøffer. Vi blev ikke spurgt til, hvordan vi ville have kødet stegt. Måske har Havkattens personale været tankelæsere, for kødet var stegt til perfektion. Det var yderst velsmagende og mørt. Det var smurt med en pebercreme på overfladen, og den var så stærk, at det meste måtte skrabes af igen. Det kunne nu også lade sig gøre uden større problemer. Bøffen blev serveret med en skål sovs. En særdeles kraftig og velsmagende sovs. Under bøffen lå en bund af rodfrugter. De tilhørende grøntsager var forårsløg og et par buketter broccoli. Samt en skål friturestegte kartoffelbåde. Det bedste var kødet. Tilbehøret var måske en smule fantasiforladt. Til en pris af næsten 200 kroner ville vi gerne have haft en overraskelse. Havkatten var også to store stykker fisk, og det var også ganske veltilberedt. Godt og fast fiskekød med en god, mild smag. Det lå på en bund af hvidvinssauce. Der var - igen - forårsløg og broccoli til, og der var en kartoffelkroket. Samt en stor skål pommes rissolles. Altså små, stegte kartofler. Det var alt i alt et par velkogte hovedretter. Til peberbøffen blev der taget hul på huset rødvin. En særdeles glimrende sag til en ganske beskeden pris. Jeg har ikke kunnet opspore den nøjagtige druesammensætningen i vinen, men den virkede meget Rhone-agtig. Men i Côtes du Thongue-området bruger man også masser af Syrah og Grenache i vinene. Foruden de klassiske Bordeaux-druer. Vinen har en flot, tæt duft, masser af fylde og frugt og en god, lang eftersmag. Og den er klart blandt de bedste vine til under 200 kroner, jeg har smagt på restauranter her i landsdelen. Op til disken Efter hovedretterne blev vi mødt af en ny udfordring: Vi ville gerne have lov at bestille desserter, men det var lidt svært at komme i kontakt med det travle personale. Vi måtte op til disken for at få spisekortene udleveret igen. Valgene blev banana split (59 kr.) og lun chokoladekage (79 kr.). Bananen var flækket, som den skal. Der var sparet en del på såvel flødeskum som på chokoladesovs. Og så var der tre grønne kugler med pistacheis. Det var såmænd udmærket, og den grønne is var en glimrende købeis. Den lune chokoladekage var varm. Altså varm som i brændende varm indvendigt. Den var helt klart blevet vakt til live i en mikroovn. Den var tør og kedelig. Den blev ifølge spisekortet serveret med puré. Det var så den røde frugtcoulis, der lå som bund på tallerkenen. Og så var der de samme tre glimrende pistacheiskugler som til bananen. Vi endte med en regning på 1139 kroner, og det er såmænd ikke videre billigt. Men heller ikke specielt dyrt. Dog vil vi endnu en gang nævne, at der er superbillige menuer på kortet på Havkatten, som kan gøre et besøg meget billigere. De to hovedretter var glimrende, og der var tale om en god, respektfuld omgang med råvarerne. Omend vi kunne savne lidt mere fantasi på tilbehørssiden. Rejecocktailen og banan-desserten var også ganske hæderlige, men den lune chokoladekage kunne bestemt ikke imponere, og det kunne det røgede okseinderlår heller ikke. Men på bundlinjen står, at vi gik mætte og tilfredse fra Havkatten, trods disse beskedne indvendinger. Havkatten Havnen 22, Hals Tlf: 9875 0500 www.havkattenhals.dk