Turisme

Havkig til spotpris set fra 1. sal

Flot udflugt i åben dobbeltdækker giver vind i håret og salt i næsen foruden en masse ferietips og konkret viden for kun 20 kr. for små to timer

7
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Fra bus­sens top åben­ba­res land­ska­ber­ne i uvan­te per­spek­ti­ver. Man må ikke stå op og der er hel­ler ikke no­get med at nyde en lil­le én.

FJERRITSLEV:VisitDenmarks tur i åben dobbeltdækkerbus med afgang fra Fjerritslev er uden sammenligning den af de tre i Jammerbugt Kommune, der giver det flotteste indtryk af det voldsomme Vesterhav, den øde varierede natur, som istiden var så venlig at skabe, og det, der giver og gav udkomme for befolkningen. Den er også den sjoveste for børn. Ad snævre, snoede veje, også bare af grus, bringes passagererne til mindre kendte lokaliteter. Og lur mig, om ikke der er masser af oplevelser, også for fastboende, lokalt og lidt længere ude i periferien af Jammerbugt Kommune. For ikke at tale om turister. Vi lægger ud fra Turistkontoret i Fjerritslev og hører guiden, den tidligere lærer Flemming Troelsen fortælle om kirken. Det handler også om kirken, da vi nærmer os Kollerup og fotografen kigger anstrengt på opgaven. Men halløj: Aldrig så snart har vi snoet os i nærheden af kirke tre, kirken i Hjortdal af granitkvadre fra 1100-årene, hvor romantikere fra ind- og udland ynder at lade sig vie, før folk i bussen strækker hals - man må ikke stå op - og lader hånt om vindens kamp for at gøre én skaldet. Den mageløse udsigt fra Hjortdal mod Slettestrand, bølgernes hvide skum i solglimt, og alle er med. Der peges og sukkes næh, hvor er det flot, mens vi bl.a. hører om Hjortdal Dyrefarm og dens firebenede beboere, Kunstcenter Lien, der ved fødslen i 1967 blev kaldt Jyllands Louisiana, Feriecenter Slettestrand og dets specialferier for handicappede og om, at der engang var fiskere fra Slettestrand. På eventyr Dobbeltdækkeren vender uden besvær ved Krabben og vi kravler ind i landet og drejer til højre ad Sletteåvej - tidligere tiders redningsvej. Her begynder det egentlige eventyr på denne langvarige, korte rejse. Vi hører om forslag til smukke spadserestier og får udpeget adgangen til dem. Hører, at guidens favorit er turen til Sct. Olavs Kilde og undres med ham over, at alt var træløst indtil 1870, før vi runder det yndige og eftertragtede Svinkløv Badehotel, der har summet sig gennem livet ved havstokken siden 1925, da en nybagt franser med en halv hummer kostede en krone. Vi lærer, det er alvor, at vi skal dukke os, når vejen er en sti, buskolossen taget i betragtning, og træerne ikke er klippet her i første sals højde. Der var ganske vist en forsmag ved afgang under det flotte kastanjetræ på kirkepladsen. Men her i plantagen opdager vi, at det er os eller grankoglerne. Sidenhen lemper chaufføren Richard Madsen os gennem hulvejen til Lyngmøllen af drivtømmer fra 1876 ved Grønnestrand. Fjerritslev Turistkontor har en snapsetur hver uge og vi får udpeget en granitsøjle ved stedets eneste bebyggelse, feriepensionen. I 1824 gjorde kong Frederik IV ophold og konstaterede: Dette øde sted er den smukkeste plet i mit rige. Og det har han ret i. Kom selv og se. Mod forventning drejer vi ad den vandpyt-fyldte grusvej langs kysten og det buldrende og bragende blå mod Kollerup og Klim strande. Vi er omgivet søer, naturskabte og retablerede efter det store ral-eventyr, der stoppede i 1974 og kun har en spiller tilbage. Men tænk på det, feriefolk, når I triller gennem tunnellen under Elben. Tyskerne forstod af finde det prima ral aus Dänemark. De forstod som bekendt også at efterlade sig spor i landskabet i form af bunkers. Vi har hørt guiden fortæller om to, som pludselig dukkede op og som skulle sprænges i luften. Men hovsa. De ligger på privat grund og ejeren var ikke til sinds at lægge ejendom til det store bum. Ved Kollerup Strand hører vi om Planetstien og siden ser vi en ejendom nær vandkanten, der blev tv-landskendt, fordi ejeren købte den for 6 mio. kr. uden at have været iden for. Beliggenheden og udsigten var nok, fremgik det af Hammerslag. Og den udsigt sidder vi så her og nyder for ingen penge, nærmest, mens guiden fortæller om Nørgård Natur-Ox, Han Herred Ridecenter og bolchekogeriet, der bør besøges. Han minder også om det enestående, at Jammerbugt har to Superplätze, Jambo Vesterhav i den nordlige del af kommunen og her Klim Strand Camping. Naturcentret ved Thorupstrand får en anbefaling. Her har Træfpunkt Blokhus stenslibning hver onsdag, erfarer vi, før vi hopper af til ti minutters fiskerliv-kig, hvor en snes både lander sprællevende fisk af allerbedste kvalitet. Taget er tilbage på plads og himlen dermed væk fra udsynet, da vi kort før hjemkomst hører om russiske søfolk, der omkom en julenat 1924 ved et forlis og blev begravet i V. Thorup. Men vi når ikke at fatte tragediens omfang, fordi vi straks efter opmuntres til selv at finde til Vejlerne, Nordeuropas største fuglereservat. - Det må I ikke snyde jer selv for, maner guiden. Han når også lige at reklamere for Gøttrup Fiskepark, golfbane, bowlingcenter og torvemarked i Fjerritslev, før vi triller tilbage til udgangspunktet. Dér venter solen fra solsystemet, som vi hørte om ved Kollerup. Pludselig giver den mening.