Havne-grunde skal vurderes

Aalborg Havns bestyrelse har hyret ejendomsmægler til at vurdere værdien af alle havnens grunde

Millioner eller milliarder. Nu vil Aalborg Havn A/S have styr på, hvor meget deres grunde egentlig er værd. Derfor har havnens bestyrelse hyret en valuar til at komme med et bud på hvor meget grundene er værd. Havnens bestyrelse - med borgmester Henning G. Jensen som formand - har nemlig tidligere været i modvind på grund af grundsalg. For to år siden solgte havnen en meget omtalt grund - Østre Havn - til Enggaard A/S. Konkurrencestyrelsen undersøger lige nu om salget skete efter reglerne. Salget skete uden at grunden var i udbud, og prisen på 44 millioner kroner blev af flere eksperter vurderet til at være alt for lav. Men Henning G. Jensen afviser, at det er på baggrund af den sag, at havnens grunde nu skal vurderes. - Det er ikke på baggrund af noget som helst, at vi nu får en valuarvurdering. Nu er der kommet lidt ro på bagsmækken efter den sag, og så vil vi bare gerne vide hvad vores grunde er værd, og være sikker på, at vi får markedsprisen for dem, siger Henning G. Jensen. Stor grundejer Aalborg Havn A/S er en af kommunens største grundejere. Selskabet ejer en stribe grunde - både meget attraktive grunde i midtbyen, men også rigtig meget jord omkring østhavnen. - Det er ikke fordi, at vi står og skal sælge noget lige nu. Men vi får løbende henvendelse fra forskellige firmaer, der er interesserede i enten at købe eller leje jord af os, så derfor er det meget rart at vide, hvad grundene egentlig er værd. Principielt har vi hele tiden grunde til salg, men vi er et privat selskab, så vi behøver jo ikke at annoncere, siger Henning G. Jensen. Arbejdet med at vurdere havnearealerne skal laves af statsautoriseret ejendomsmægler og valuar Sten Royberg fra Nybolig Erhverv. Firmaet har tidligere stået for salget af en række store projekter og grunde i Aalborg og har lavet arbejde for både Aalborg Kommune og A. Enggaard A/S. Når vurderingen er færdig, så får offentligheden ikke tallene at vide. For selvom Aalborg Kommune ejer 98 af aktierne i Aalborg Havn A/S, så mener Henning G. Jensen ikke, at vurderingen skal offentliggøres. - Næh, vi er en privat virksomhed og vi har også konkurrenter, der ikke skal vide alt for meget om vores økonomiske situation. I alt ejer havnen 2,6 millioner kvadratmeter erhvervsareal med tilhørende kajanlæg og veje. Omkring 600.000 kvadratmeter er i den indre havn nær bymidten, mens de resterende to millioner er beliggende i Østhavnen, ca. 10 km øst for Aalborg. Endvidere ejer selskabet sammen med datterselskaber cirka 92.000 m2 kontor- og lagerbygninger til udlejning samt kraner og andre faciliteter.