Havnefest for alle pengene

Holder temperaturerne, hvad DMI lover, så får Havnefesten i Sæby helt sydlandsk stemning alle tre dage

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Selvfølgelig spiller Ibsens Kapel med - på det gode skib ”Kaperen”.

Så er Sæby helt klar til årets store havnefest - en fest, der har et fuldpakket, rigt og varieret musikalsk og festligt program, der dækker tre dage. Og starten går allerede i aften og fortsætter frem til søndag sidst på eftermiddagen. Undertitlen for årets havefest er mad, musik og ferie, og derfor lægger Ibsens Kapel til kaj om bord på det gode skib ”Kaperen” - og spiller op til solskin og en super sommer- og feriestemning på og omkring Sæby havn. Kapellet fortsætter med at spille fra 16-19 og i følge DMI skulle det blive under helt sydlandske temperaturforhold. Svend Hansen, der er formand for havnefestudvalget åbner havnefesten formelt efter første koncert med Ibsens Kapel pg dermed er stadepladser og boder og havnefesten ellers i fuld sving. Fra kl. 20 fredag aften spiller bandet ”Køligt light” i festteltet, så der er god mulighed for en musikalsk afslutning på fredagen. Lørdag går det løs allerede på morgenkvisten, når der er flaghejsning kl. 8 på Nordre Mole og gratis rundstykker for de morgenduelige i det store festtelt, hvor Sæby Handelsstandsforening er vært. Kl. 10 lørdag åbner stadepladser og boder. ”Sild er godt” - råbte de gamle fiskerkoner på Gl. Strand, og de havde ret. Og fra kl. 11-13 er der sildebord i festteltet, hvor det bare gælder om at spise løs af lækkerierne. Lige efter frokost er der irsk folkemusik med Billy Mac Loughlin bag havnekontoret - og han spiller frem til kl. 15. Mød også Jonna og hendes legestue ved festteltet, tag en ordentlig tur i hoppeborgen, og mød alle børns venner Bimse og Bamse, der løber rundt på pladsen. Squaredansere giver deres trin til bedste og fra kl. 15 spiller Aaen-Krøldrups Kvartet jazzmusik bag havnekontoret. Hvis ikke publikum allerede er varmet op, spiller de Lune Jyder op til dans i festteltet til en time efter midnat - mens flaget spilles ned kl. 21. Søndag hejses flaget igen tidligt - og et par timer efter åbner boder og stande. Efter frokost spiller Aaen-Krøldrups Kvartet jazz - og havnefesten slutter officielt kl. 17. Der er fri entré på hele havneområdet alle tre dage - til en havnefest, der for 14. år byder alle op til sommerfestligheder.