Havnefoged glad for kommende DLG-bygning

Sæby 24. september 2002 08:00

SÆBY: Havnefoged Birger Isaksen er glad for Børge Juuls planer om at ombygge den gamle DLG-bygning til et center med blandt andet butikker, restaurant og galleri. Han har længe eftersøgt visioner i forbindelse med havnen. Blandt andet mener han, at en moderne havn skal have langt flere tilbud til sejlerne. - Jeg synes projektet virker fornuftigt. Så må man bare håbe på, det hele kan løbe rundt, for havnen har i alt fald ikke brug for kontorbygninger, siger Birger Isaksen. Han hentyder til Børge Juul udtagelser om, at hvis galleriet og restauranten ikke kan løbe rundt, vil førstesalen hurtigt og billigt kunne bygges om til kontorer. Birger Isaksen håber samtidig på, at der bliver plads til et værtshus. - Der skal være et værtshus i forbindelse med en havn. Gæsterne har jo ferie, så selvfølgelig skal de have et sted i nærheden, hvor de kan få en fadøl. Desuden skal havnen have en butik, hvor man kan købe bådudstyr, siger Biger Isaksen, der understreger, at man ikke kan drive en havn, hvis sejlerne skal hente alting oppe i byen. Beboerforeningen for Sæby Havn er iøvrigt også positivt stemt over for projektet, der efter planen står færdig til august næste år.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...