Havnehus forsinket af p-bøvl

City-Ejendomme regner dog med at gå i gang omkring årsskiftet

AALBORG:Planerne om at bygge et tre etager højt hus med plads til restauranter, cafeer og kontorer i forbindelse med den ny Jomfru Ane Park på havnefronten går lidt trægt. Ifølge Hans Andersen fra City-Ejendomme kræver de kommende lejere nemlig, at det bliver muligt at parkere i nærheden, og det har vist sig at være sværere end forventet. - Vi har allerede kontakt til to større restauranter, som er interesserede i stueetagen. Men så længe vi ikke kan henvise dem til p-pladser i nærheden, går det desværre lidt langsomt, forklarer han. - Virksomheder, som skal etablere sig i et nyt sted, stiller altså større krav end almindelig lejere. Og derfor bliver vi også nødt til finde en løsning på problemerne, understreger han. Personligt så Hans Andersen gerne, at der blev indrettet mellem 40 og 50 parkeringspladser i kælderen under det ny hus. Men det harmonerer ikke med kommunens udformning af Strandvejen. - Så i øjeblikket satser vi på en anden løsning - eventuelt i form af et nyt parkeringshus ved Brohuset, fortæller han. Havnehuset - eller Havnens Brygge som det oprindeligt blev kaldt - bliver både eksklusivt og maritimt. Og udover restauranterne i stueetagen bliver der også plads til en række kontor- og erhvervslejemål. - Beliggenheden midt i den ny bypark er jo fantastisk, siger Hans Andersen. - Men selvom Aalborg Kommune har gjort meget for at udvikle området, har man desværre forsømt at gøre noget ved antallet af p-pladser, mener han. Hans Andersen henviser blandt andet til nedrivningen af Metax’ p-hus, og pladserne i Palads Parkering er også udsolgt. - Men nu har vi jo fået en ny rådmand, så måske sker der noget alligevel på området, fortsætter han. - Vi regner i hvert fald med at gå igang med byggeriet sidst på året eller først i det nye år. For huset skulle jo gerne være færdigt samtidig med den ny park, tilføjer han.