Havnemesterbolig i Skagen til salg

Teknik- og miljøforvaltningen flytter op på rådhuset til efteråret

Lokalpolitik 3. juni 2003 08:00

SKAGEN: Alt tyder på, at den gamle havnemesterbolig på Vestre Strandvej 10, hvor teknik- og miljøforvaltningen har holdt til gennem mange år, bliver sat til salg i løbet af efteråret. - Vi forventer, at teknik- og miljøforvaltningen i løbet af august eller september kan flytte fra de nuværende lokaler til bygningen ved rådhuset, hvor der nu er social- og sundhedsforvaltning, fortæller kommunaldirektør Johan Hessellund. Bedre plads Flytningen kommer på baggrund af, at der gennem den seneste tid er blevet bedre plads på rådhuset, på grund af nedskæringer inden for det administrative område, og på grund af flytning til andre lokaler både lokalt og i Frederikshavn. - Den bygning, som social- og sundhedsforvaltningen hidtil har været i er jo ved at være halvtom nu. Nogle er rykket ud på Ankermedet Centret, andre er rykket over på rådhuset, så der er faktisk kun seks personer tilbage lige nu. - Tilsvarende er der jo nogle af de ansatte, der skal rykke til Frederikshavn i forbindelse med det kommunale samarbejde om skat og lønadministration. Det bliver nok omkring 1. juli eller 1. august, hvis det ellers går efter planen, oplyser kommunaldirektøren. Og når disse ting er på plads til efteråret, er der ikke længere brug for bygningen på Vestre Strandvej 10, og den kan så sættes til salg. Prisen ukendt Borgmester Hans Rex (V) tør ikke gætte på, hvad et sådan salg kan indbringe til kommunekassen. - Det vil jo afhænge meget af, hvad den må bruges til. Det har vi ikke afklaret endnu, siger Hans Rex. Ejendomsværdien for bygningen, der er fredet, er ifølge kommunens regnskab på 2.850.000 kroner, mens selve grunden hører under Skagen Havn, som har lejet grunden ud til Skagen Kommune. Oprindeligt var bygningen bolig for havnemester og havnebetjent, og bygningen kaldes da også stadig i folkemunde for Havnemesterboligen. Tegningen til anlægget for havnemesteren ved den dengang nye havn blev udarbejdet af Skagens berømte arkitekt Plesner i 1904, og bygningen blev indviet i 1907. Skagen Kommune har rådet over bygningen siden midt i 1980"erne.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...