Lokalpolitik

Havnemiljø igen i fare

Beboere i Hals indsamler underskrifter mod kommunens planer om at sælge sine arealer.

Beboere, erhvervsdrivende og fiskere på Hals Havn frygter, at havnens miljø med de gamle træbygninger og havnerelaterede virksomheder igen er i fare. I efteråret var det udsigten til et kontorbyggeri på østpieren, der tændte advarselslamperne hos de lokale beboere, som dog fik kommunen til at opgive lokalplanen med byggeplanerne. Denne gang er det Aalborg Kommunes planer om at ville sælge sine arealer på vestpieren, der har fået Halsboere til at samle underskrifter i protest mod kommunen. På vestpieren er der nemlig opført både gamle og nyere boliger samt virksomheder på jord lejet af Aalborg Kommune, og udsigten til kommunalt salg har givet en hel del usikkerhed. Blandt andre Hals Marine Service med adressen Havnen 2 frygter at komme i klemme. Virksomheden er nabo til en p-plads og et lille fiskerhus, og indehaverne er bange for, at andre end dem selv er interesserede i at købe den jord, hvor Hals Marine Service hører hjemme. - Vi har drevet virksomhed i 27 år, nu kan vi risikere at ryge ud. Vi har en af de gamle lejekontrakter og har blot seks måneders opsigelsesvarsel, siger Charlotte Bremmer, som driver den havnerelaterede virksomhed sammen med sin far. - Men der er mange flere end os, der er kommet i klemme. På vestpieren er det kun bådelaugets store bygning og marineforeningen, som ikke ligger på jord lejet af kommunen, tilføjer hun.