Havneplanen er opgivet

Op til borgere og forening i Hals at bestemme udviklingen

EMNER 8. december 2007 05:00

AALBORG: Forslaget om at tillade kontorbyggeri og liberale erhverv på østpieren i Hals bliver ikke til noget. Dermed har de lokale borgere og foreninger fået held med deres massive modstand mod et nyt lokalplanforslag, som blandt andet skulle give mulighed for kontorbyggeri i op til 9,5 meters højde. Socialdemokraterne og Venstre besluttede nemlig på hver sit gruppemøde torsdag aften at lade lokalplanforslaget falde. I forvejen ville SF og socialdemokraten Poul Erik Lyngdorf, Hals, stemme imod. - Vi besluttede at trække forslaget, fordi der er så massive indsigelser, siger borgmester Henning G, Jensen (S). Han peger på de mange indsigelser fra borgere og foreninger, som mener, at forslaget ville gå ud over havnens miljø og Skansen, ligesom der var modstand mod et kontorbyggeri. - Vi har fået meget klare signaler om, at byggeriet ville være for stort, for højt og for ensidigt. Socialdemokratiet har ikke noget ønske om at skade Hals by eller havn. Vi vil gerne gennemføre tingene i dialog med borgerne, siger Henning G. Jensen. Han lægger vægt på, at annulleringen af lokalplanforslaget viser, at der foregår en demokratisk proces. - Det er føget med beskyldninger i denne sag. Men selv om man bor i en stor kommune, hvor politikerne sætter arbejder i gang, så kan man ikke påstå, at politikerne er lavet af beton, og at det er umuligt at få lavet noget om, siger borgmesteren. Han har respekt for Hals-borgerne, men han håber også på respekt for, at byrådet skal varetage hele kommunens interesser. Tilbagetrækningen af forslaget betyder, at rammerne for østpieren ikke ændres. Men dermed er der ikke lukket for en udvikling af området. Dog skal ønsket næste gang komme fra Hals-området selv. - Nogle ønsker en udvikling med hensyn til det maritime miljø med boliger og turisme. Hvis man ønsker en udvikling af havnen, så skal foreninger og borgere i Hals sætte sig sammen og nå frem til et forslag, de kan komme med til kommunen, siger Henning G. Jensen. Han afviser Venstres forslag. - Det skal ikke gøres i kommunalt regi, men vi stiller gerne medarbejdere til rådighed, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...