Havne

Havnetur til Holland

Spar Nord har samlet havnens virksomheder til inspirationstur til Holland

- Havnen er et kæmpe omdrejningspunkt, og politikerne så rigtigt, da de sagde nej til boliger på Frederikshavn Havn, siger Ole Vejling, direktør i Spar Nord. Foto: Kim Dahl Hansen
- Havnen er et kæmpe omdrejningspunkt, og politikerne så rigtigt, da de sagde nej til boliger på Frederikshavn Havn, siger Ole Vejling, direktør i Spar Nord. Foto: Kim Dahl Hansen Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN: Godt 40 procent af Frederikshavn Kommunes skattegrundlag stammer fra havnerelaterede virksomheder, og med planlagte havneudvidelser i såvel Skagen og Frederikshavn som Sæby tyder alt på, at det tal bliver endnu større de kommende år.

Hvilke muligheder, der åbner sig med de planlagte havneudvidelser, kigger en delegation af erhvervsfolk nærmere på tirsdag og onsdag i næste uge.

Spar Nord Bank har taget initiativ til en studietur til Holland, hvor 34 erhvervsfolk fra 25 af virksomhederne på Frederikshavn Havn besøger Amsterdam og Rotterdam.

- Udvidelsen af Frederikshavn Havn betyder, at vanddybden forøges fra otte til 12 meter og havneindsejlingen fra de nuværende 90 meter til omkring det dobbelte. Dermed kan omkring 90 procent af al den trafik, der i dag passerer forbi i verdens tredjemest trafikerede stræde, anløbe Frederikshavn Havn. Det får kolossal betydning, siger Ole Vejling, direktør i Spar Nord Bank.

Mange job på spil

Med på studieturen er som nævnt repræsentanter for 25 af havnens virksomheder, heriblandt sværvægtere som Orskov Yard, Vestergaard Marine, Nicon Industries, MAN Diesel & Turbo, Mekanord, Scanel, Victor og Studsgaard.

- Havnen er omdrejningspunkt for en stor del af kommunens erhvervsliv, og der venter endnu flere job, når havneudvidelsen er en realitet og havnen får mulighed for at modtage langt større skibe og platforme, siger Ole Vejling.

Havnedirektør Mikkel Sedorff Sørensen glæder sig til sammen med havnens kunder at se, hvordan de driver havne i stor skala i Amsterdam og Rotterdam.

- Jeg har været der flere gange, og det er altid sundt, at se, hvordan man griber det an andre steder. Vi kommer til at se, hvordan hollænderne arbejder med renovering og med ophugning af boreplatforme, som er et af vores strategiske fokusområder. Det er vigtigt, at vi fra start tænker ind, hvilke faciliteter, det kræver, siger havnedirektøren.

Ideel placering

Hollænderne arbejder også med LNG, flydende gas, som kan blive aktuelt for Frederikshavn Havn.

- Det er noget rederierne skal tage stilling til, men vi har kontakt til et par af udbyderne af LNG. Frederikshavn ligger strategisk godt placeret for skibene, der skal ind og ud af Østersøen, så det kan sagtens blive aktuelt. I Holland får vi mulighed for at måle, hvad vi er oppe imod. Dernæst kan vi bedre vurdere, hvad der er realistisk her i Frederikshavn, siger Mikkel Seedorff.

VVM-redegørlse

Frederikshavn Havn har netop afleveret VVM-redegørelsesmaterialet, og nu starter diverse miljøundersøgelser.

Havnedirektør Mikkel Seedorff Sørensen forventer, at det tager trekvart år, inden sagsbehandlingen er færdig.

- Vi får formentlig et svar omkring 1. juni 2014 og skal så finpudse budgettet, så bestyrelsen har et beslutningsgrundlag, inden vi kan trykke på ja-knappen, siger Mikkel Sedorff Sørensen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden