Havnymfe fra Atlantis kommer på plakaten

Nordjyske internetlæsere har valgt årets karnevalsplakat

Der var ingen slinger i valsen, da optællingen af stemmer gik i gang. Bruno Jacobsens havnymfe vandt plakatkonkurrencen med 1896 stemmer. Via hjemmesiden www.nordjyske.dk har læsere siden slutningen af januar haft lejlighed til at stemme om, hvilken af de tre nominerede forslag, der skulle være årets plakat. Avislæserne fik lejlighed til at se de tre bud torsdag 29. januar på forsiden af MitLiv. - Sådan, det var da herligt, lyder det begejstret fra Bruno Jacobsen, der indenfor sit arbejdsområde som reklametegner netop prioriterer plakatudtrykket. - Det er faktisk den fjerde plakat, jeg laver i år, så det nyder jeg. Den nybagte vinder har til huse ved tegnebordet i Dreamhouse, men når han arbejder med plakatudkast foregår det oftest i gulvhøjde. - Her sidder jeg typisk med pensler og malerkasse omkring mig, indrømmer han, som faktisk også har vundet en del af malerkassens indhold via en havfruetegning. - For mig var Atlantis et fabulerende tema, og da jeg havde tid omkring jul, gik jeg i gang. Jeg har tidligere deltaget i karnevalets plakatkonkurrence og vundet, men efter at have holdt pause i en del år, tændte jeg netop på årets tema og opgaven. Den gnist gav således bonus, så nu skal der sættes tekst på plakaten, som herefter over det ganske land skal bringe bud om det karneval, der 22. maj kommer til at bruse gennem Aalborg. Inspirerende Dreamhouse Den nybagte plakatvinder er 44 år. Han er opvokset på Djursland og uddannet reklametegner på Randers Amtsavis. Da han trængte til nye udfordringer gav Aalborg muligheder for et større spillerum, og efter at have arbejdet på adskillige reklamebureauer - er Bruno Jacobsen nu blevet selvstændig. - Det tog jeg beslutning om for fem år siden, hvor jeg så etablerede en arbejdsplads hjemme, fortæller han, der siden da har flyttet en del af de kreative teltpæle til Dreamhouse i Rendsburggade. - Her er en god synergieffekt og et godt miljø sammen med de godt 20 andre, der er tilknyttet stedet. Dørene står åbne. Vi cirkulerer ud og ind, og udover de individuelle kontorer er her et åbent kontor og en café, hvor inspirationerne kan udveksles. Når arbejdsopgaverne ikke byder på plakatfavoritterne, så er der andre illustrationsopgaver på banen, og når det handler om grafisk design, arbejder Bruno Jacobsen som regel ud fra et tema med variationer. - Jeg har en fast kundekreds, så opgaverne får ofte en sammenhæng, forklarer han, der i fritiden heller ikke lægger den kreative interesse bort. - Nej, jeg tegner meget - også bare for sjov, siger han, der dog også sætter tid af til hus, have og læsning. Ind imellem inspireres Bruno Jacobsen også af et motiv, som ender med et maleri. - Men jeg kan allerbedst lide, at ting kan bruges. På den baggrund har jeg blandt andet lavet undervisningsmateriale til døv-blinde børn og unge, har været engageret i Ungdomsringen og kunne faktisk godt tænke mig at illustrere en børnebog. Forbillederne er nok de gamle tegnere som for eksempel Ib Andersen og Ib Spang Olsen. - Man kan godt være lidt misundelig på de muligheder, der var i "gamle dage", hvor aviserne brugte tegnernes illustrationer, husker han om de spændende udtryk, der fangede øjet i smuk samklang med avisens pressefotos. Sådan er verden ikke rigtigt skruet sammen mere, selvom nostalgien sender sine vemodige evergreens ud i Dreamhouse-rummet. Her fylder jukeboxen med sit blinkende 50er look, men den er nu ikke fast inventar. - Det handler simpelthen om en arbejdsopgave, så den er et midlertidigt lån og fungerer som model. På væggen hænger karnevalsplakaten i stort format. Snart vil den kunne ses overalt i det nordjyske.