Dronninglund

Havvandet i Asaa bliver nu renere

Projekt i Asaa synger på sidste vers

Projektleder Peter W. Hamborg og formand for Brønderslev Forsyning, Lasse Riisgaard, besigtiger kloakarbejdet i Asaa. Privatfoto

Projektleder Peter W. Hamborg og formand for Brønderslev Forsyning, Lasse Riisgaard, besigtiger kloakarbejdet i Asaa. Privatfoto

BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND:Miljøet forbedres, der spares penge og borgerne vinder. Det er tre vigtige ingredienser i separat-kloakeringen, der er i gang i Brønderslev Kommune.

I Asaa er den sidste del af byen ved at blive separat-kloakeret. Det er et projekt, der skal være afsluttet 22. december, hvor der også skulle være asfalteret.

- Projektet i Asaa blev indledt i 2014, og der er tale om et projekt til op mod 40 millioner kroner, fortæller projektleder Peter W. Hamborg fra Brønderslev Forsyning A/S.

Formand for Brønderslev Forsyning, Lasse Riisgaard siger, at borgerne i Asaa kan se frem til fremover, at kloakvand og regnvand løber i adskilte rør.

- Forsyningen foretager i disse dage den endelige fysiske omkobling af vandstrømmene. Risikoen for at få beskidt vand i kælderen fremover er derved betydeligt renoveret.

- Samtidig nedlægges et såkaldt overløbsbygværk på Sæbyvej. Det har ved kraftigt nedbør frem til nu sendt opblandet regn og kloakvand ud i havet.

Forsyningen har allerede koblet en del kloakvand af bygværket.

- Forsyningen har derfor trods megen nedbør i badesæsonen kun udledt kloakvand i havet i meget beskedent omfang. Et lille, midlertidigt bygværk på Sæbyvej med meget få aflastninger, nedlægges også med udgangen af september.

- En vinder ved projektet er i øvrigt Brønderslev Forsyning og dermed alle forbrugere i Brønderslev Spildevand.

- Forsyningen har under anlægsarbejdet løbende fået frakoblet en del kendte og ukendte, rørlagte vandløb, så vandet herfra ikke længer ledes til renseanlægget i Asaa, men løber med regnvandet ud i havet, fortæller Lasse Riisgaard.

- Fordelen er helt konkret, at vi ved at reducere indløbsmængderne til renseanlægget sparer en del omkostninger til strøm og kemikalier.

- Herudover sparer vi 1,20 kroner i statsafgift for hver kubikmeter vand, som anlægget aflastes med.

- Det er svært at måle, men vi vil fremover måske spare renseanlægget for en belastning på næsten 100.000 kubikmeter om året, hvor den samlede spildevandsmængde er mellem 1,2 og 1,3 millioner kubikmeter.

- Hertil kommer en yderligere besparelse, som stammer fra separatkloakeringen i Flauenskjold på 40.000-50.000 kubikmeter, som også er afsluttet denne sommer.

Lasse Riisgaard roser Asaa-borgerne og de erhvervsdrivende for deres tålmodighed med gravearbejdet, som i perioder har gjort det vanskeligt for både fastboende og turister at komme rundt i byen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst