Fodbold

Hazard straffer Højbjergs fejl i Chelsea-sejr

Efter to uafgjorte ligakampe i træk kom Chelsea tilbage på vindersporet med en 3-0-sejr ude over Southampton.

Chelsea-stjernen Eden Hazard stod over for Southamptons Pierre-Emile Højbjerg, og belgieren slap bedst fra søndagens Premier League-kamp. Foto: Toby Melville/Reuters

Chelsea-stjernen Eden Hazard stod over for Southamptons Pierre-Emile Højbjerg, og belgieren slap bedst fra søndagens Premier League-kamp. Foto: Toby Melville/Reuters

Pierre-Emile Højbjerg indtog en uheldig hovedrolle for Southampton, som søndag tabte 0-3 hjemme til Chelsea i Premier League.

Den danske landsholdsspiller tabte bolden på midten af fodboldbanen, og det blev straks udnyttet af Chelsea.

Det var Chelseas midtbanespiller Ross Barkley, som erobrede bolden fra Højbjerg og spillede den videre til Eden Hazard.

Chelseas belgiske stjernespiller satte køligt bolden i nettet til 1-0-føring efter en halv time.

Southampton havde flere chancer i første halvleg for at få scoret, og blandt andet angriberen Danny Ings brændte foran mål.

I anden halvleg pressede hjemmeholdet på for at fremtvinge en udligning, men det lykkedes ikke.

Højbjerg spillede en god bold ind bagest i feltet, hvor Ryan Bertrand stod fri, men englænderen skød langt over mål.

I stedet slog Barkley til og fordoblede føringen, da han smukt blev assisteret af angriberen Olivier Giroud, som saksesparkede bolden på tværs af banen.

Southampton fortsatte ufortrødent med at presse på for en scoring, og Ings var flere gange nærgående, mens Højbjerg fik et skud blokeret.

Indskiftede Alvaro Morata øgede til 3-0 med et elegant chip i overtiden, og spanieren er måske omsider ved at få gang i sin Chelsea-karriere.

Morata scorede også det afgørende mål London-klubbens sejr i Europa League i torsdags.

Med sejren topper Chelsea for en stund tabellen med 20 point efter 8 kampe.

Chelsea er skarpt forfulgt af Liverpool og Manchester City, som har 19 point efter 7 kampe. City gæster senere søndag Liverpool i et topbrag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst