Hadsund

HB lægger tidligt ud

Ny træner starter helt fra bunden

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Danny Jensen er ny som træner, og han starter helt fra bunden. Hadsund Boldklub ligger før forårssæsonen til nedrykning i serie 2.

Gennem årtier har det i den gamle Hadsund kommune været boldklubben i Als, der først hejste flaget over stadion ved indgangen til en ny fodboldsæson, men den tradition skød Hadsund Boldklub i sænk lørdag eftermiddag. Et par uger før normalt gik klubbens ny træner, Danny Jensen, i gang med en snes boldspillere. - De unge spillere kan ikke vente med at komme i gang, og for mit eget vedkommende vil jeg også gerne, siger Danny Jensen om den tidlige start. Danny Jensens mål er overlevelse i serie 2 efter et katastrofalt efterår, hvor det kun blev til tre sejre og ni point på næstsidstepladsen. Det er et ungt hold, Danny Jensen skal arbejde med. Gennemsnitsalderen ligger omkring de 20 år. Et par nye spillere har meldt deres ankomst, men HB skal muligvis også sige farvel til et par stykker.