HBK slået i debutkamp

Hjallerup 3. september 2002 08:00

HJALLERUP: Hjallerup Billard Klubs nyoprykkede hold i 2. division for keglebillard tabte på hjemmebane sin debutkamp mod Skagen, der vandt med 6-2. Skagens to stærkeste spillere, Lars Thomsen og Lars Christensen, var som ventet en for svær opgave for HBK's Henrik Jørgensen og Peder Johannesen, idet skagboerne begge spillede med et gennemsnit på 116,6 og kun skulle have seks indgange for at score de nødvendige 700 point til en sejr. Peder Johannesen havde ellers et pænt gennemsnit på 45,33, og Henrik Jørgensen nåede 39,88. Også Martin Michno tabte sin kamp til Michael Sørensen, men Michno havde ikke nogen god dag med et gennemsnit på 19,30. Kun Niels J. Hansen vandt sin kamp med et gennemsnit på 33,33 mod skagboen Kasper Axelsens 22,95. Også HBK's andethold var debutant, idet holdet spillede sin første kamp i danmarksserien på udebane mod Sindal, og også her blev det til et nederlag på 2-6. Det var Kim Pedersen, der sørgede for HBK's total, da han som den eneste vandt sin kamp.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...