Heartbreak Hotel i Hjørring

Kræfterne slap op da HI havde kurs mod sæsonens flotteste skalp

Fodbold 7. oktober 2002 08:00

Hjørring IF Fremad Amager 2-2 Fodbold, 2. division HJØRRING: 312 frysende og skuffede tilskuere blev ledsaget ud af Hjørring Stadion til tonerne af Elvis Presleys "Heartbreak Hotel". Anderledes kunne det næsten ikke være efter 2. divisionsopgøret mellem Hjørring IF og Fremad Amager, hvor hjemmeholdet længe var på sporet af sæsonens flotteste skalp, men hvor topholdet i de sidste 10 minutter blev inviteret ind i kampen, da kræfterne slap op hos et indtil da flot kæmpende HI-mandskab. To scoringer i slutfasen af gæsternes Mikkel H. Blavnsfeldt ødelagde helhedsindtrykket, for i de første 80 minutter sad et velorganiseret hjemmehold tungt på opgøret, hvor Fremad Amager længe løb rådvilde rundt uden at kunne finde huller i en helstøbt HI-formation. HI-topscorer Ziad Saliba bragte med sin femte sæsontræffer vendelboerne foran før pausen, da han efter en halv times spil afsluttede en lang solotur med at banke bolden op i det nærmeste hjørne, og det lignede en afgørelse, da midtbanespilleren Michael Nielsen med en af sine sjældne scoringer øgede til 2-0 kort efter pausen, da han fulgte flot op på en ripost, da gæsternes målmand Tim Jensen ikke kunne holde en afslutning fra tilbagevendte Mads Peter Olesen. Holdt i skruestik HI holdt i fortsættelsen gæsterne i et skruestik, men desværre undlod hjemmeholdet at udnytte yderlige to-tre gode tilbud. Og så gik det, som det mange gange går. På noget, der lignede en tilfældighed, fik Mikkel H. Blavnsfeldt lov til at heade gæsterne tilbage i kampen 10 minutter før slutfløjtet. Det udløste panik hos et tydeligt træt hjemmehold, men bedst som man troede, at faren var drevet over, så dukkede Mikkel H. Blavnsfeldt op i det 89. minut og satte foden på et frispark fra gæsternes anfører, Peter Østergaard. Så viste måltavlen 2-2. Og mens gæsterne nærmest fejrede det ene point som en sejr, så hang hjemmeholdets spillere med skuffen over et uafgjort resultat, der i omklædningsrummet gjorde mere ond end et nederlag. Der var dømt "Heartbreak Hotel" over hele linjen. Kampfakta: Pausestilling: 1-0 Mål: 1-0 Ziad Saliba (30. minut), 2-0 Michael Nielsen (51. minut), 2-1 Mikkel H. Blavnsfeldt (80. minut), 2-2 Mikkel H. Blavnsfeldt (89. minut). HI, 4-4-2: Christian Stensborg - Thomas Jensen, Morten Fjordbak, John Brinks Jørgensen, Kenn Larsen - Michael Nielsen, Ziad Saliba (74. minut: Kim Sand), Kenneth Pedersen, Anders Schjøtt - Mads Peter Olesen, Adnan Begovic (81. minut: Brian Jensen). Advarsler: 43. minut: Christian Nørkjær, Fremad Amager. 45. minut: Kenneth Pedersen, Hjørring. 90. minut: Gabriele Provenza, Fremad Amager. Dommer: Henrik N. Kragh. Tilskuere: 312 på Hjørring Stadion

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...