Hedebølgen i juli trak Hessels besøgstal ned

Naturvidenskab 1. oktober 2003 06:00

HVALPSUND: Herregården Hessel havde i den forrige sæson det bedste besøgstal i 15 år. 2003-tallet kan ikke helt hamle op med tallet fra2002, men alligevel ser det faktisk ret godt ud. - Vi er ikke helt på niveau med 2002, men jeg synes, at det har været en rigtig god sæson herude på halvøen, sifer Finn Larsen fra Hessel. Han fortæller, at den gamel herregård i lighed med Stenaldercentret i Ertebølle holder sig inden for budgettets stramme rammer. Det er grupperne fra flere dele af landet, der har skudt besøgstallet i vejret, og især september har været en særdeles god måned. - Juli var nok den værste måned, vi har oplevet i år, og det var jo på grund af den der lange hedebølge, siger Finn Larsen. - Når det er så varmt, har vi sjældent mange gæster herude. Mange gæster Men folk kom der nu alligevel, og selv om man blev nødt til at flytte fåredagen en weekend frem i kalenderen, var der alligevel gæster på den gamle herregård. Høstdagene i august samlede også mange besøgende, og i det hele taget er det sådan, at der sjældent skal ske ret meget, før museets gæster er tilfredse. Alene det at se de gamle stuer er noget, folk rejser langt for at se, og så skal man jo heller ikke glemme den fantastiske udsigt, der er over Limfjorden. Lige nu er museet ved at lukke ned for vinteren, men det betyder ikke, at der er helt lukket. I efterårsferien kan man blandt andet forsøge sig med støbning af stearinlys, ligesom man også kan se museets gamle saftpresse lave frisk æblemost. Og så kan man i øvrigt godt begynde at glæde sig til den sidste weekend i november. Her er der nemlig dømt vaskeægte julestemning, når der er juleweekend. Så må man bare håbe på, at Hessel og nærmeste omegn får en ordentlig dyne sne.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...