Hedebølgen satte sit præg på dyrskue - se de mange billeder

Varmen blev dagens største bekymring til Hobro Dyrskue, så udstillerne tog deres forholdsregler

HOBRO:Varmen sneg sig op på 30 grader under Hobro Dyrskue lørdag.

Det var ikke kun de besøgende på to ben, der mærkede det.

For både før og efter fremvisning måtte dyrene køles ned af våde håndklæder, spandevis af vand og en tur med haveslangen.

En af deltagerne på dyrskuet var Mette Engbjerg, der selv havde valgt ikke at tage sine dyr med i varmen.

- Jeg har en to timers køretur her ned til pladsen, så jeg har fravalgt at tage dem med i år, siger Mette Engbjerg, som ellers har udstillet flere gange.

I stedet var hun taget med som hjælper for en af sine venner, Peter Pedersen fra gården Rebstrup.

- Peter skulle kun køre en time med sine kreaturer, så det kunne bedre gå, siger hun.

Peter Pedersen bekymrede sig ikke for varmen.

- Vi har taget vores forbehold, så det skal nok gå, siger han.

Peter Pedersen havde kvæg med i konkurrencen Skuets Bedste Dyr.

Han var langt fra den eneste, der havde gjort noget ekstra for at gøre varmen tålelig for dyrene.

Tovholder Flemming Floor fortæller, at man fra arrangørernes side har indført rygeforbud på pladsen.

- Vi har samtidig også sørget for pumper på pladsen, så det bliver nemmere at køle ned, siger han.

Han glædede sig over, at flere har fundet på at hænge våde tæpper over ryggen på dyrene.

- Det er en fantastisk idé, siger Flemming Floor.

Stor diversitet

Den stegende hede ødelagde dog langt fra stemningen på pladsen.

Konkurrencer og præmieoverrækkelser forløb som planlagt.

En af dem var Miss Hobro-konkurrencen, som Kristian Skov fra Lille Skovsgaard ved Aars vandt.

Han og mange andre kunne tage rosetter med hjem for særlige udmærkelser.

Tovholder Flemming Floor var også tilfreds med afviklingen af konkurrencerne, men besøgstallet var i underkanten af, hvad han havde forventet.

- Min fornemmelse er, at der ikke er kommet så mange, som vi håbede. Det er nok på grund af temperaturerne, folk er blevet hjemme, siger han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.