Hedegaard Foods går nye veje

Kogte, pillede æg er blevet en succes

HADSUND:De fleste kender nok oplevelsen af at sidde ved det store kolde bord og pille ægget til sildemaden - og pille og pille og pille. Resultatet er nogle gange noget, der ligner et udbombet månelandskab, langt fra den glatte overflade, der i andre tilfælde lige så nydeligt åbenbarer sig bag skallen. Dét er der en forklaring på, og den er væsentlig for, at Hedegaard Foods hver time kan producere cirka 8000 perfekt kogte og pillede æg lige til at sætte på frokostbordet. - Faktisk tror jeg, der er én, der har skrevet en PhD-afhandling om emnet, smiler Ivan Jørgensen, som dog også er god for en lidt enklere forklaring. Den handler om, at hønsene, der lægger æggene, skal have en vis alder. Desuden skal de have en bestemt foderblanding, og endelig - og det er det vigtigste - i modsætning til alle Hedegaards øvrige produkter må ægget ikke være for frisk. - Det skal være mindst en uge gammelt, slår direktøren fast. Er de forudsætninger til stede, så er vejen banet for en fuldautomatisk produktion, som den, man hos Hedegaard slog hul på i løbet af efteråret. - Og det er blevet en kæmpe succes. Det antal æg, vi koger og piller, svarer til den totale dagsproduktion på et mindre ægpakkeri. Vi er i øjeblikket oppe på 60.000-80.000 æg om dagen og venter i løbet af kort tid at nå op på 150.000 styk i kraft af den succes, vi har opnået især på det svenske marked, siger Ivan Jørgensen. De kogte, pillede æg lægges i en lage og sælges i store spande til eksempelvis cafeterier. Lagen gør, at man opnår en holdbarhed på 28 dage på de ellers meget letfordærvelige produkter. - Når man har prøvet at koge en grydefuld æg og har oplevet, at nogle er knækket under kogningen, og at man så ikke kan pille dem, så kan man måske godt forestille sig, hvor stor en fordel det er for eksempelvis et cafeteria, at de lige kan tage æggene op af lagen, skylle dem, og så er de klar til brug. På traditionel vis er der jo et enormt svind, siger Ivan Jørgensen.

Forsiden