Hedegaard: Kina har stor klimamagt

Hvis Kina vil forpligte sig til bindende CO2-reduk-tioner, vil det ændre klimaforhandlingerne drastisk

KØBENHAVN:Kina kan stå med nøglen til et internationalt gennembrud ved de igangværende klimaforhandlinger i Durban i Sydafrika, hvor verdens lande i øjeblikket er samlet til FN's klimakonference, COP17. Det fortæller EU's klimakommissær, Connie Hedegaard, som allerede har forhandlet med kineserne under konferencen og senere onsdag skulle mødes med den kinesiske delegation igen. Connie Hedegaard understreger, at hvis Kina er klar til at forpligte sig til juridisk bindende CO2-reduktioner, vil det sende klimaforhandlingerne i en helt ny retning med langt bedre muligheder for en international aftale. - Jeg tror, det vil ændre hele den måde, som klimaforhandlingerne foregår på, hvis Kina kom frem med den melding. Det er meget afgørende. Det er der, det ligger, siger Connie Hedegaard. Kinesisk vilje Xie Zhenhua, Kinas chefforhandler i Sydafrika, har for første gang antydet, at Kina måske vil forpligte sig til en ny aftale. Zhenhua har udtalt: "at få en ny forpligtelsesperiode er det vigtigste emne i Durban." Men om det betyder, at kineserne selv skal være forpligtet af selvsamme aftale, er et helt andet spørgsmål, fastslår Hedegaard: - Der er svarene knap så klare. Men det er også det, forhandlingerne handler om. At prøve at få kineserne til at melde helt klart ud, om det også er noget, der skal gælde for dem selv. - Det er svært at spå om, hvor det kan ende, men jeg synes, jeg sporer en vilje fra kinesisk side om at finde løsninger. - De prøver at spille en konstruktiv rolle. Det er vi mange, der bemærker og lægger vægt på, og uden det kan vi heller ikke komme nogen vegne, siger Hedegaard. Hun slår fast, at en aftale med Kina vil være med til at øge presset på USA betydeligt: - Så er det EU's tro, at så bliver det meget svært for USA at blive ved at stå og sige: Nej, vi vil bare ikke være med." FN's klimakonference i Durban slutter officielt i morgen, fredag./ritzau/