Hedegårdsskolen - ikke Søndergade

BRØNDERSLEV:Arbejdstilsynet har på flere af kommunens skoler givet påbud til forskellige forhold, der skal udbedres. I NORDJYSKES omtale fredag af byrådets debat om denne sag, blev fysik- og kemilokalet på Søndergade s Skole og Hedegårdsskolen forvekslet. Debatten i byrådssalen handlede rettelig om Hedegårdsskolens fysik- og kemilokale. Her er der anslået en udgift på 1,7 millioner kroner plus moms for at rette op på fejlen. Og det er der ikke penge til i år. Karl Emil Nielsen gjorde i den anledning opmærksom på, at det mest graverende påbud er fysiklokalet på Hedegårdsskolen, mens Ole Jespersgaard (S) påpegede, at man bør undersøge, hvad den reelle pris er for renoveringen af fysiklokalerne på Hedegårdsskolen. Og det var der bred enighed om i byrådssalen.