Hedt slag i vente på isen

Frederikshavn 17. januar 2003 01:00
FREDERIKSHAVN: Der er ingen tvivl om, at der for alvor er lagt i kakkelovnen til Frederikshavn IK i aften i den lille, intime Vojens Skøjtehal. Hvidovres konkurs har sendt sydjyderne ned på 25 point og en delt ottendeplads med netop FIK, der med fem hjemmekampe og blot en enkelt på udebane efter aftenens slag i Vojens for alvor har fået chancen for at komme med i DM-kvartfinalespillet. - Og netop den slags kampe elsker jeg, griner FIK's landsholdsangriber Mike Grey. Et opgør med masser af intensitet er nu en gang de sjoveste, og dem man husker. Desuden har jeg altid følt mig godt tilpas i Vojens, hvor tilskuerne larmer fra først til sidst. - At Vojens IK har fået frataget 12 point på grund af Hvidovres-konkurs får dem sikkert til at være endnu mere aggressive, og vi kan håbe på, at de ligefrem er overgearede. Kan vi lave kampens første mål og få dem bragt lidt ud af fatning, er jeg sikker på, at vi også kan hente de tre meget vigtige point. Mike Grey, der er kendt som en rigtig arbejdsnarkoman på isen, er helt klar igen ovenpå en grim crosschecking fra Odense IK's Curt Regnier i søndags, og i det hele taget kan FIK stille i stærkeste opstilling. Ganske vist måtte Radim Piroutek stå over onsdagens træning med et maveonde, men den hurtige tjekke var igen på is i går og meldes klar til braget i Vojens. - Også målmand Johan Westermark har vist klar fremgang på træningen ovenpå sin knæskade, og det er sandsynligt, at han kommer til at starte inde, selv om Kenneth Jensen også har gjort det godt i de seneste kampe, siger FIK-træner Henrik Christiansen, der stiller med uændrede kæder. jop
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...