EMNER

Heides gård til salg.

Nu udbydes Jens Heides gård i Kaas til salg efter at have stået tom og afventende i snart syv år.

Bertel Holland har i snart syv år holdt opsyn med Jens Heides gård i Kaas, men nu har Civilstyrelsen sagt god for de nye fondsvedtægter, der tillader et salg. Foto Michael Bygballe

Bertel Holland har i snart syv år holdt opsyn med Jens Heides gård i Kaas, men nu har Civilstyrelsen sagt god for de nye fondsvedtægter, der tillader et salg. Foto Michael Bygballe

Det sker i denne uge, og salget er en konsekvens af at det har vist sig umuligt for bestyreren af Jens Heides bo, Bertel Holland, at få en aftale med Jammerbugt Kommune om brug af ejendommen til udsatte børn og unge, sådan som afdøde Jens Heide ønskede det. I stedet vil pengene fra salget af ejendommen indgå i kapitalen i den velgørende Jens Heides Fond til gavn for børn og unge i området. Den blev stiftet tidligere i år og har i oktober fået godkendt vedtægterne i Civilstyrelsen. - Vi var klar til at sælge ejendommen i marts, men styrelsen forlangte at vi ændrede vores vedtægter, så fonden primært støtter foreninger, personer og institutioner i den gamle Pandrup Kommune, sekundært i resten af landet. Det er nu på plads, så vi kan sælge, oplyser Bertel Holland, nu formand for fondsbestyrelsen. Oprindeligt lød vedtægterne på at støtte børn og unge primært i Jetsmark Sogn, dernæst Pandrup Kommune og derefter i Nordjylland, men den begrænsning vil staten ikke være med til. Bertel Holland har været bobestyrer for ejendommen siden sin gode ven Jens Heides død i 2005, og han har siden da forsøgt at føre vennens testamentariske ønske om et børnehus ud i livet. Han indledte forhandlinger med Pandrup Kommune, og de fortsatte i regi af Jammerbugt Kommune, men blev aldrig rigtig til noget. I 2010 blev ideen om Jens Heides Børnegård definitivt opgivet. - Vi håber at en familie med brug for plads, også til et par dyr, vil købe ejendommen. Det er den i hvert fald velegnet til, siger Bertel Holland. Gården, som ligger på hjørnet af Jernbanegade og Rødhusvej, har 1,8 hektar jord til. Der er et stuehus på 165 kvm og en god ladebygning til, oplyser han. Bertel Holland har holdt opsyn med ejendommen i alle årene og sørget for reparation af skader, blandt andet efter hærværk. - Men den blev renoveret efter en brand få år før Jens døde, så den er i god stand, understreger han. Han forventer, at der vil ske årlige uddelinger af fondens afkast, og det vil ske efter ansøgning. Fondskapitalen er på 2,5 mio. kr. Jens Heide Johansen døde som enkemand og havde ingen børn, men han havde en vision om at skabe et fristed for udsatte børn og unge, der her kunne få et ophold i trygge og landlige omgivelser. - Det kunne så ikke lade sig gøre, men dette er den næstbedste løsning, som Bertel Holland siger.